Koldt vovemod

Vækkeuret ringede kl. 6. Jeg stod op og gik træt, men målbevidst over for at trække gardinerne til side, og hvilket syn mødte mig! Det var totalt vindstille, frostklart og der var ingen skyer på himlen. Udstyret stod pakket og klart, så jeg ankom i fin tid til det aftalte mødested, hvor vi skulle checke det sidste udstyr og pakke bilerne.

Jeg opdagede, at jeg var den eneste, der dykkede i våddragt. Vi grinede lidt af det og jokede med, at det ville blive en temmelig kold fornøjelse, men jeg tænkte ikke mere over det og vi fik hurtigt pakket bilerne og satte kurs mod havnen og vraget S/S Otto.

Efter at have kastet fortøjningerne og fået placeret udstyret forsvarligt, satte vi os ind i kahytten, fik noget varm kakao og en lille håndmad. Vi nåede vraget efter en kort sejltur.

Under omklædningen bemærkede jeg hvor meget tøj, de andre skulle have på under deres tørdragter, og tænkte ved mig selv, at det her ville blive koldt, men herregud, man døde vel ikke af det.

Længste tre minutter 

Efter en temmelig kold omklædning stod vi endelig klar til at hoppe i. Den første sjat vand, der kom ind, var rædsom kold, og det blev ikke bedre af, at vi skulle svømme hen til bøjen, hvor vandet fyldte min dragt for hver svømmetag, jeg tog. Inden vi gik ned, så jeg, at overfladetemperaturen lå på 2 grader. De første problemer begyndte allerede at melde sig under nedstigningen. Da jeg havde glemt at spytte i min maske, duggede den helt vildt. Denne omstændighed, kombineret med den relativt dårlige sigt, betød at jeg havde problemer med at se min makker da vi nåede vraget. Næsten i blinde rundede vi de 30 meter og jeg kunne mærke, at jeg begyndte at blive nervøs og hive hårdere efter vejret. Derefter svømmede vi op på toppen af vraget, der var på 25 meter. Her satte jeg mig ned og signalerede til min makker, at jeg havde brug for et break. Jeg lukkede øjnene og tænkte ved mig selv: Ro på, Fredrik. Det skal nok gå, træk vejret normalt. Hvorefter jeg fyldte min maske og tømte den for at få duggen væk. Da jeg selv syntes, jeg var klar, gav jeg ok-tegn til min makker, og vi svømmede videre i et roligt tempo. Efter 10 minutters tid på vraget var jeg begyndt at få temmeligt heftige rysteture og tænkte, at nu var det efterhånden ikke sjovt mere, men min makker så ud til at nyde det i fulde drag. Efter 12 minutter på bunden havde min makker opdaget, at jeg var begyndt at fryse temmelig meget, og han signalerede, at vi skulle gå op. Opstigningen gik langsomt og smertefrit. På 5 meter signalerede min makker, at vi skulle holde et sikkerhedsstop, og jeg tænkte ved mig selv: Det bliver til de længste tre minutter, jeg nogensinde har oplevet. Da vi endelig forlod stoppet, var det med en endnu større lettelse, end da vi påbegyndte opstigningen. 

For træt til lektier 

Vi brød overfladen efter en samlet dykketid på 24 minutter. Jeg satte mig ned på en af udendørsbænkene for...