Deep south
– livet starter efter 40
Jeg ved udmærket godt, at vores 20 minutters bundtid alt for hurtigt er ved at rinde ud, og at vi snart har nået vores minimum gas, men jeg skal da lige have et billede til. Jeg er på omkring 95 meters dybde og en rivende strøm fører mig hastigt forbi SS Maidans enorme skrog. Jeg er nok ved at komme lidt for langt væk fra mit team, men jeg tænker, at scooteren hurtigt kan bringe os sammen igen. Ok, jeg har fået billeder nok. Dykket er slut – nu venter små to timers dekompression. Med lidt besvær på grund af strømmen, der nu er virkelig stærk, får jeg bakset min scooter på plads og aktiverer aftrækkeren. Der sker intet? Jeg driver hurtigere og hurtigere langs Maidans skrog, mens jeg får snart forklaringen – det noget nedslående syn af scooterens skrue, der med en vuggende bevægelse daler ned under mig og lander på sandet med siden af vraget. Pis! Strømmen er nu rivende og med fire stageflasker, kamera og en død scooter, driver jeg hurtigere og hurtigere af sted i den forkerte retning – væk fra de andre og væk fra revet, der gør det langt sikrere (og sjovere) at dekomprimere i flere timer.
Jeg begynder at overveje konsekvenserne. To timers dekompression uden overfladesupport, alene i åbent vand drivende mod Saudi-Arabien – jeg har ikke engang pas med. Ikke just en ideel situation ...
Til alt held er min makker Faisal oppe på dupperne – han har set, at jeg er i vanskeligheder og han kommer mig snart til undsætning. Behændigt suser han ned og samler den vildfarne scooter-skrue op, hvorefter han styrer tæt forbi mig. Jeg griber fat i hans seletøj og han bugserer mig ned i læ af vraget. Faisals scooter kører på højeste omdrejninger – vi fylder en del i vandet med alt vores grej. Men efterhånden som vi kommer ind mod revet, klinger strømmen af. Vi har dog brugt lidt for meget af vores reservegas på den manøvre – nu gælder det om at komme op på 57 meter, hvor vi kan skifte til vores første deko-gas, tx21/35 (21 % oxygen og 35 % helium). Derfra foregår resten af dekompressionen begivenhedsløst – på den gode måde.
Planen
Siden jeg første gang så et foto af Maidan, hvor hele vraget lå på siden på omkring 100 meter i al sin magt og vælde, har jeg villet dykke på hende. Det er dog ikke det mest tilgængelige vrag. Hun ligger dybt i mere end én forstand, og det kræver en hel båd, der er indforstået med, at en tur så dybt mod syd, hvor SS Maidan ligger ved Rocky Island ligger, betyder færre dyk til alle om bord. Derfor gik der et par år fra jeg så billedet, og til jeg endelig fik mulighed for at prøve at realisere en komposition, jeg havde i mit hoved.
Vi brugte lidt tid inden dykket på at planlægge, hvordan dykkerne skulle ligge i position med scootere og lygter og se lækre ud. På grund af den begrænsede bundtid besluttede vi at gå efter kun to forskellige billeder, og så tage os tid til at få dem ordentlig på plads. Men den...