DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV

  Rejse  Resa
Safaga – CDWS præsenterer: Rødehavet fra nord til syd
Safaga – CDWS præsenterer: Rødehavet fra nord til syd
Safaga – CDWS præsenterer: Rødehavet fra nord til syd
Safaga – CDWS præsenterer: Rødehavet fra nord til syd

Safaga

Safaga – CDWS præsenterer: Rødehavet fra nord til syd

Safaga bliver mere og mere populær blandt besøgende dykkere på grund af den korte afstand til glimrende vrag og actionprægede vægdyk. Safaga ligger 50 km syd for Hurghada og byder både på lave, beskyttede dyk, der er ideelle for begyndere, såvel som lodrette drop-offs og vrag for mere erfarne scuba-entusiaster. Området ligger i en bred, sandet bugt og henvender sig især til dykkere, windsurfere og børnefamilier. Resortet er også berømt for dets sorte sandklitter og mineralkilder, der menes at være gunstige for personer med gigt eller psoriasis. Mange liveaboard-ruter forlader Hurghada for at besøge Safagas bedste dykkesteder, især vragene. Den travle industrihavn har forsynet området med flere skibsforlis gennem tiden, deriblandt flere færger, som dykkere kan udforske. Det gælder blandt andet bilfærgen Al Kafhain, der kæntrede i 2005 tæt ved kysten. Vraget Salem Express ligger også tæt ved Safaga. Dette fartøj stødte på grund og forliste i 1991, og tragisk omkom flere hundrede passagerer. Det er et kontroversielt vrag at besøge på grund af det store antal omkomne, men ikke desto mindre gæstes det af mange dykkere. Undervandslivet her er sprudlende og varieret. I midten af bugten finder du en smuk, lav koralhave, der er perfekt egnet for begyndere. I andre områder kan mere erfarne dykkere udforske revsystemer, hvor store pelagiske skabninger oftest ses passere forbi. Hele området er en beskyttet marinepark, så dykkercentrene skal efterleve strenge miljøbestemmelser. Siden 1995 har lokale myndigheder og NGO’er arbejdet sammen for at beskytte og bevare undervandsmiljøet. Jævnlig monitorering sikrer tilstedeværelsen af fortøjningsbøjer på alle de vigtige dykkesteder. De bedste dykkesteder omfatter: Abu Qifan er berømt for sine hammerhajer sent på foråret og mantaer i vintermånederne. Dette 300 meter lange, smalle rev har et plateau i begge ender. Panorama Reef er et af de største rev i Safaga og kan fremvise adskillige grotter og overhæng, hvor viftekoraller og andre blødkoraller stortrives i de næringsrige strømme. Al Kafhain er et vrag, der ligger på mellem seks og 23 meter. Denne 115 meter lange færge sank i 2005 undervejs fra Saudi-Arabien efter en brand om bord. Besætningen kunne ikke kontrollere branden og måtte derfor forlade fartøjet, der sank ved Sha’ab Sheer. Færgen ligger intakt næsten på hovedet på havbunden med stævnen kilet ind i revet. Strømmene her kræver en vis erfaring hos besøgende dykkere. Tabia Arbaa betyder de syv søjler på arabisk. Dette rev er karakteriseret ved de syv små koralsøjler, der stiger op fra en lav sandbund. De er dækkede af koraller og er hjemsted for en overflod af marine livsformer, deriblandt kuglefisk, glasfisk blæksprutter, blåplettede pilrokker, muræner, dragefisk, sergentfisk og masser af nøgensnegle. De beskyttede omgivelser gør det også til et godt sted for snorklere.

Log ind for at se fulde artikler eller opret gratis profil hvis du endnu ikke har et login på DYK. Begge dele gør du her.

Få også DYK magasinet hele året rundt ved at abonnere her: DYK Magasinet

Læs også