Israel
– fra syd til nord
Det er julen 1969. Det regner i havnebyen Cherbourg, der ligger på den franske atlanterhavskyst. Fem missilbåde lister ud af havnen i tæt tåge og sætter kursen mod syd. Bådene var tænkt til den Israelske stat, men på grund af seksdageskrigen, herskede der en embargo mod Israel, og franskmændene havde besluttet ikke at levere bådene, selv om de var betalt.
Den situation vil Israel ikke finde sig i, og de planlagde derfor at kapre bådene, så måtte det briste eller bære. Efter en dramatisk sejlads gennem Gibraltarstrædet og tværs over Middelhavet, ankom missilbådene endelig til Israel, hvor de gjorde tjeneste i mere end 20 år. Efter at den israelske flåde i starten af 90’erne besluttede at pensionere skibene, købte Israels dykkerforbund et af fartøjerne og sænkede det for at skabe et godt vragdyk ved Eliat i det Røde Hav. Vraget hedder Satil og er i dag et af de mest berømte dyk langs den kun 12 km lange kystlinje som Israel har ned mod det Røde Hav ved Eliat.
– De fleste dyk finder sted mellem Eilat og den ægyptiske grænse, forklarer David Vered, som er manager på Manta Diving Centre, der ligger på hotellet Isrotel Yam Suf. – Alle dykkestederne ligger inden for gåafstand eller de kan nås efter en kort køretur med vores shuttle service, fortæller han.
En af de andre attraktioner på listen over Eilats dykkesteder er Moses Rock. Det er navnet på en lille klippe, der ligger omgivet af hvid sandbund. Den er omkring ti meter bred og ligger ikke dybere end omkring otte meter. Her omkring klippen har hundredevis af forskellige arter fundet deres hjem blandt de smukke formationer af både hårde og bløde koraller. Selv om man kan svømme rundt om klippen flere gange på et dyk, ser man stadig nye ting ved hver rundtur.
Vraget Satil og Moses Rock hører helt sikkert til den bedste dyk i Eilat, mens de andre dyk let overgås af det bedste, af det som Ægypten kan byde på længere mod syd.
Eilat passer bedst til begyndere, der gerne vil have en afslappet dykkeferie. Dykkestederne er ret lave og der er stort set ingen strøm, hvilket også gør området ideelt som uddannelsesplads.
Dolphin Reef er en anden attraktion. Her kan man dykke med otte delfiner i en stor indhegning i det sydlige Eilat. Delfinerne lever i fangenskab, men mellem 1996 og 2002 havde de faktisk mulighed for at svømme ud. De valgte dog alligevel med jævne mellemrum at svømme tilbage igen, hvor de blev fodret. Desværre blev de også fodret (forkert) af andre, så man måtte beslutte at lukke dem inde igen for at beskytte dem. Men Dolphin Reef er stadig en populær turistmagnet og der kommer folk fra hele verden for at svømme med de venlige delfiner, der tilsyneladende nyder hver dag med nye besøgende.
Jordens dybeste sted
På vej nordpå fra den sydligste del af landet, krydser man Negev-ørkenen.
–Negev er et af de tørreste steder på kloden og den...