I den hule hånd

Vi svømmer lige forbi det noget makabre skilt med ordet Stop og tegningen af The Grim Reaper – Døden med Leen. Skiltet er sat op for at advare utrænede dykkere mod at forlade lyszonen og svømme ind i hulerne uden den fornødne uddannelse og erfaring. 25-30 meter længere inde kan jeg i skæret fra min lygte ane starten af den permanente line, der ved vilje er anbragt så langt inde i hulen, at man ikke kan få øje på den ude fra cavern-zonen. Linen skulle nødig lokke svage sjæle herind. Danny binder vores linehjul på den permanente line, så vi har en sikker vej ud i sollyset, hvis noget skulle gå galt. Jeg giver ham et ok-tegn med lygten, og vi begynder at svømme ind i Ponderosa, en af områdets mest berømte huler. Det er mit første rigtige huledyk i et stykke tid, men det klare og lune vand giver mig et tryg fornemmelse, så det er med en dejlig ro i sjælen, at vi udforsker hulen, der også hedder Garden of Eden – altså Paradisets Have.
En af attraktionerne i Ponderosa er haloklinerne. De fleste, som dykker i havet er stødt på termokliner – grænsefladen mellem vandlag med forskellige temperatur. Men vandlag med forskellige saltholdighed danner også springlag, og overgangen mellem forskelle i salinitet kaldes altså en haloklin. Saltvand har en større massefylde end ferskvand, og lyset brydes anderledes i lag med forskellig massefylde. Det skaber de mærkelige visuelle effekter, som vi oplever, når vi rammer haloklinen på omkring ti meters dybde. Danny har i forvejen forberedt mig på, at vi vil møder halokliner i hulen, men det er alligevel en besynderlig fornemmelse.
Vandet i en hule svarer altid til gennemsnitstemperaturen i området over jorden, set over årets løb. Derfor er det ferske grundvand i de mexicanske huler altid omkring 25 grader. Saltvandet, der trænger ind fra det caribiske hav, er derimod 27 grader varmt, og det føles til sammenligning meget lunt, når man svømmer gennem det. Men det mest mærkelige er, at det er som om en usynlig hånd holder mig oppe, når jeg forsøger at trænge ned i laget af saltvand. Er man neutral i det øvre ferske lag, vil man jo være for let i det salte, så man skal derfor lukke masser af luft ud, for at komme ned og stadig være neutral – og det er jo helt modsat den logik, man er flasket op med. Endnu værre bliver det, når man skal op igen og skifter fra saltvandet med stor opdrift til ferskvandet, hvor man pludselig er tung.

Uendelig tid
I modsætning til hulerne i Frankrig, som mest opfører sig som udborede tunnelrør, så snor gangene i Mexico sig hid og did og det er svært at gennemskue kursen og retningen.
Jeg kan levende forestille mig, hvorfor det tager så lang tid at kortlægge disse hulesystemer og skabe forbindelser mellem de enkelte cenoter. Samtidig er det helt indlysende, at denne form for dykning er risikabel, hvis man ikke bærer sig fornuftigt ad. Bliver man væk fra linen og mister orienteringen, skal man være heldig, hvis man slipper levende...