DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV!

  Teknisk dykning  Teknisk dykning
I den hule hånd – Full cave i Mexico
Der er rigtigt flot i åbenvandszonen i Pondrosa, der minder lidt om Silfra-sprækken i Island – altså lige bortset fra, at temperaturen her er 22 grader højere!
I den hule hånd – Full cave i Mexico
Det klare vand og det grønlige skær fra algerne i Ponderosa mindede mig om Silfra-sprækken i Island – bortset fra, at vandet her i Mexicos cenoter er 22 gradere varmere ...
I den hule hånd – Full cave i Mexico
Protokollen tilskriver, at man laver en primary tie off uden for hulen. Danny Riordan er en gentleman og tager sig af opgaven, så jeg kan koncentrere mig om at fotografere.
I den hule hånd – Full cave i Mexico
Vi anbragte en slaveblitz mellem Dannys flasker. Den pegede bagud og oplyste de dele af hulen, som jeg ikke kunne nå med mine egne blitzer.
I den hule hånd – Full cave i Mexico
Der er advarselsskilte i mange af hulerne. De er sat op for at forhindre dykkere uden den fornødne træning i at forvilde sig for langt ind.
I den hule hånd – Full cave i Mexico
De store leguaner er almindeligt udbredte i det sydlige Mexico. Bliver de forskrækkede, kan de godt finde på at hoppe i vandet og svømme væk.
I den hule hånd – Full cave i Mexico
Aktún-Ha ligger ganske tæt på vejen. Cenoten blev tidligere brugt som et bekvemt sted at vaske biler, deraf det alternative navn Carwash.

I den hule hånd

Full cave i Mexico

Tekst og foto: Jesper Kjøller
Hele Yucatán-halvøen er én stor porøs kalksten, som er gennemhullet af underjordiske og oversvømmede huler. Her finder man nogle af verdens største hulesystemer og samtidig verdens måske allerbedste og mest tilgængelige huledykning i lunt vand og med gode forhold året rundt – uanset vejret.

Vi svømmer lige forbi det noget makabre skilt med ordet Stop og tegningen af The Grim Reaper – Døden med Leen. Skiltet er sat op for at advare utrænede dykkere mod at forlade lyszonen og svømme ind i hulerne uden den fornødne uddannelse og erfaring. 25-30 meter længere inde kan jeg i skæret fra min lygte ane starten af den permanente line, der ved vilje er anbragt så langt inde i hulen, at man ikke kan få øje på den ude fra cavern-zonen. Linen skulle nødig lokke svage sjæle herind. Danny binder vores linehjul på den permanente line, så vi har en sikker vej ud i sollyset, hvis noget skulle gå galt. Jeg giver ham et ok-tegn med lygten, og vi begynder at svømme ind i Ponderosa, en af områdets mest berømte huler. Det er mit første rigtige huledyk i et stykke tid, men det klare og lune vand giver mig et tryg fornemmelse, så det er med en dejlig ro i sjælen, at vi udforsker hulen, der også hedder Garden of Eden – altså Paradisets Have.
En af attraktionerne i Ponderosa er haloklinerne. De fleste, som dykker i havet er stødt på termokliner – grænsefladen mellem vandlag med forskellige temperatur. Men vandlag med forskellige saltholdighed danner også springlag, og overgangen mellem forskelle i salinitet kaldes altså en haloklin. Saltvand har en større massefylde end ferskvand, og lyset brydes anderledes i lag med forskellig massefylde. Det skaber de mærkelige visuelle effekter, som vi oplever, når vi rammer haloklinen på omkring ti meters dybde. Danny har i forvejen forberedt mig på, at vi vil møder halokliner i hulen, men det er alligevel en besynderlig fornemmelse.
Vandet i en hule svarer altid til gennemsnitstemperaturen i området over jorden, set over årets løb. Derfor er det ferske grundvand i de mexicanske huler altid omkring 25 grader. Saltvandet, der trænger ind fra det caribiske hav, er derimod 27 grader varmt, og det føles til sammenligning meget lunt, når man svømmer gennem det. Men det mest mærkelige er, at det er som om en usynlig hånd holder mig oppe, når jeg forsøger at trænge ned i laget af saltvand. Er man neutral i det øvre ferske lag, vil man jo være for let i det salte, så man skal derfor lukke masser af luft ud, for at komme ned og stadig være neutral – og det er jo helt modsat den logik, man er flasket op med. Endnu værre bliver det, når man skal op igen og skifter fra saltvandet med stor opdrift til ferskvandet, hvor man pludselig er tung.

Uendelig tid
I modsætning til hulerne i Frankrig, som mest opfører sig som udborede tunnelrør, så snor gangene i Mexico sig hid og did og det er svært at gennemskue kursen og retningen.
Jeg kan levende forestille mig, hvorfor det tager så lang tid at kortlægge disse hulesystemer og skabe forbindelser mellem de enkelte cenoter. Samtidig er det helt indlysende, at denne form for dykning er risikabel, hvis man ikke bærer sig fornuftigt ad. Bliver man væk fra linen og mister orienteringen, skal man være heldig, hvis man slipper levende...

Log ind for at se fulde artikler eller opret gratis profil hvis du endnu ikke har et login på DYK. Begge dele gør du her.

Få også DYK magasinet hele året rundt ved at abonnere her: DYK Magasinet

Læs også