Dykningens myter
– hvad er sandt og hvad er skrøne?
Det er svært at undgå dem. Din makker har sikkert fyret en af dem af, og på en dykkerrejse indser man snart, at nogle af dem har spredt sig over hele verden. Hjemme i dykkercenteret mærker man, at andre lever et mere lokalt liv. Dykkerskrønen er en personlig oplevet fortælling med passende overdrivelse, som forstærker berettelsen. Skrønerne er ofte direkte usande, men de har en underholdningsværdi. Vi vil her dissekere ti forskellige myter. Hvad er sandt og hvad er skrøne?
1. MYTE – Sigt
I fuldt alvor florerer påstande om fantasi-sigt i magasiner, under briefinger eller som ekstra krydderi, når der berettes salte dykkehistorier fra ferien. Det er ikke så mærkeligt, når man husker på, at dykning er en visuel oplevelse. Vi vil alle gerne have god sigt rundt om revet og på vraget når vi dykker. Det måske mest almindelige spørgsmål, når man besøger et dykkested er – Hvordan er sigten? Det som overrasker mig mest er, at dem, der oplyser om sigten, kan være så skråsikre på, at der er 50 eller måske oven i købet 100 meters sigt. Men hvad er sandheden om dette?
Hvis man ser det lidt oppefra, så er sigten afhængig af tre forskellige faktorer. Mængden af lys, mængden af plankton og antallet af partikler i vandet. Jo mere lys, som når ned i vandet jo bedre sigt. Lysmængden påvirkes af solens intensitet, vinkel og af om vandoverfladen er blank eller bølget. Vårens første algeopblomstring minder os om den anden faktor, nemlig antallet af plankton i vandet. Den tredje faktor er antallet af partikler, såsom sand og sediment, som også påvirker sigten ved at sprede og absorbere lys. Det kan være en storm, som hvirvler bundsediment op, eller en flodmunding i nærheden, som føder et område med partikler.
Horisontalt eller vertikalt?
Sigten kan måles horisontalt eller vertikalt. Der findes årsager til måle vertikalt, men for en dykker er det generelt set den horisontale sigt, som er mest interessant. Oceanografer og havforskere anvender sommetider en såkaldt Secchi-skive, når de skal måle vertikal sigt. Skiven, som er hvid og ti cm i diameter, sænkes ned i vandet indtil den ikke længere kan ses, hvorefter dybden måles. En bedre måde, når man vil måle sigtdybde, er at anvende et såkaldt transmissometer, som er et meterlangt rør med en lyskilde i ene ende og en lysmåler i den anden ende. Med hjælp af dette instrument, kan man kvantificere vandets klarhed. En tredje måde er at anvende en håndholdt sonar, som man peger mod noget, som ligger lige på grænsen af sigtdybden og så aflæser man ganske enkelt afstanden på instrumentets display.
En praktisk, og lidt mere uvidenskabelig måde at undersøge sigtdybden for en dykker, er at notere, hvad dybdemåleren siger, når man ikke længere kan se vandoverfladen. Forsvinder overfladen for eksempel når man er på 18 meter, er der 18 meters vertikal sigt. En tommelfingerregel siger, at den horisontale sigt er omtrent det halve, så i dette tilfælde cirka ni meter.
Hvor langt ser man så egentligt i god sigt? Jeg har selv dykket i Pupu-kilderne i New Zealand og oplevede der en sigt, jeg ikke troede eksisterede. Den virkede uendelig. National Institute of Water & Atmospheric Research har efter videnskabelige normer målt sigten der, og konstateret verdens bedste horisontale sigt i ferskvand. Resultatet blev 63 meter, hvilket skulle være tæt på den teoretisk maksimale optiske grænse for rent vand. Min opleveelse...
