Every breath you take
– Se mor: ingen bobler!
Er den halvlukkede rebreather fritidsdykningens fremtid, eller er teknologien stadig kun for særligt nysgerrige entusiaster? Det satte jeg mig for at undersøge, og tog en tur til Rødehavet for at deltage på PADIs specialkursus Dolphin SCR – Semi Closed Rebreather.
Rebreatheren er ingen ny opfindelse. Den har faktisk eksisteret meget længere end åben scuba. Mens Cousteau & Co. testede deres primitive prototyper af aqualungen i 1943, havde oxygen-rebreathere allerede været i operation i årevis. Men når vi alligevel har en tendens til at opfatte teknologien som et nyt fænomen, er det fordi der i de seneste halve snes år er kommet enklere enheder på markedet, der er særligt rettet mod fritidsdykkere. Og det er sådan en enhed jeg er taget til Rødehavet for at lære at dykke med, nemlig Drägers halvlukkede rebreather Dolphin.
Min instruktør hos Emperor Divers i Hurghada hedder Björn. På trods af det skandinavisk klingende navn, er han, til min store overraskelse ... belgier! Måske beundrede hans forældre de legendariske Wimbledon-finaler i midten af 70’erne? Björn har en militær fortid som frømand i det belgiske forsvar. Han er derfor en erfaren rebreatherdykker og besidder den kombination af ro, seriøsitet og omhyggelighed med detaljer, som jeg også har mødt hos danske ”frøer”, og der er ingen tvivl om, at den erfaring, han har med sig fra sin militære baggrund, tilfører kurset en hel del ekstra. Jeg er i gode hænder.
By the book
Selv om jeg har andre tekniske dykkeuddannelser bag mig, og har læst grundigt på lektien hjemmefra, beslutter vi at gennemføre kurset fra bunden – dels har vi tiden til det, og dels skal jeg jo teste uddannelsen, så vi gør det hele by the book.
På trods af, at PADI generelt søger at begrænse teorien på deres specialkurser til det mest nødvendige, er der ingen vej uden om en ret omfattende forståelse af princippet bag SCR. Den står således på formler og masser af talknusning med lommeregner, ligninger og tabeller. Det er varmt i Hurghada i september, men der er effektiv air condition i teorilokalet og kolde colaer i automaten, så det går an.
Teorien gennemgår blandt andet de primære forskelle på henholdsvis almindelig åben scuba (OC – open cirquit), halvlukket rebreather (SCR – semi closed rebreather) og hellukket rebreather. (CCR –closed cirquit rebreather).
Drägers Dolphin er en halvlukket enhed og SCR-princippet er så enkelt, at de fleste fingernemme kunne bygge deres egen enhed. En rebreather genanvender udåndingsluften i stedet for at lade den slippe ud i vandet omkring dig. Den gas du udånder, indeholder nemlig ca. to tredjedele af det oxygen, der var i indåndingsluften, så du kan godt indånde den et par gange. Du skal bare have fjernet CO’en i den brugte gas og det kan gøres kemisk.
Blandt fordelene ved en rebreather, er en kraftig reduktion af boblerne og dermed larmen under vandet. Det gør det fx muligt at komme tættere på frygtsomt undervandsliv. Desuden er gasforbruget uafhængigt af dybden og du får lange bundtider med meget små flasker. Og ikke mindst ved dykning i koldere vand, er det en fordel, at indåndingsluften er varm og fugtig i modsætning til åben scuba, der leverer...