Find farvefejl
Når det gælder farvejusteringer som begreb, er det nødvendigt at afgrænse sig, inden man går i detaljer om emnet. Der er nemlig kolossalt mange funktioner og teknikker, der kan reducere, lægge til eller kontrollere en eller flere farvetoner i Photoshop CS2. Vi deler derfor emnet op to afsnit: farvestyring og farvekorrektion.
Farvestyring
Præcis som individer oplever farver forskelligt, oplever og gengiver en computerskærm farver anderledes, end en printer gør. Det betyder, at selv om billedet ser godt ud på skærmen, er der ingen garanti for, at det kommer til at se lige så godt ud på den færdig udskrift – medmindre vi er opmærksomme på det, og har korrigeret for det. Alle enheder har et vist farveomfang eller et såkaldt farverum, som kan gengive et vist antal farver. Man kan fx sige, at det menneskelige øje har det absolut største omfang, mens det farverum, der beskriver en printers omfang, er betydeligt mindre. Vi kan altså konkludere, at det er på grund af de forskellige enheders forskellige farverum, at et billede ser forskelligt ud på forskellige enheder.
Her er det vigtigt ikke at forveksle farvestyring med farvekorrektion. Med farvestyringssystemet korrigerer vi ikke et billedes farvetoner eller dårlige farvebalance. Farvestyringssystemet har kun til opgave at skabe et miljø, der gør, at vi bedst muligt kan forudse det færdige resultat. Vi vil gerne have, at skærmen så vidt muligt viser et billede, der ligger tæt på det færdige resultat, selv om den måske ville kunne vise et ”bedre” resultat, hvis det kun handlede om at se flot ud på skærmen
Farveprofiler
Det enkleste farvestyringssystem er at forsøge at efterligne udskriften så godt vi kan, udelukkende med hjælp af skærmens indstillinger. Det er naturligvis ikke optimalt. Hvis det skal være mere præcist, skal både skærmens og printerens farveomfang måles og inkluderes i farvestyringssystemet, der korrigerer farverne i en såkaldt farveprofil.
En profil er en matematisk beskrivelse af en enheds farveomfang. En printerprofil fortæller fx farvestyringssystemet nøjagtigt hvordan netop denne printer oplever og gengiver farverne. I Photoshop CS2 anvendes såkaldte ICC-profiler. Det er et format, der er defineret af ICC (International Color Consortium) som en standard for arbejde på både Windows- og Mac OS X-platforme.
Det store problem er vel, at dette fortrinsvis anvendes inden for den grafiske industri og måske ikke er noget, en glad amatørfotograf gider at rode med. Det stiller høje krav til viden og udstyr og kan koste tid og penge. Men med dagens standard på isenkram – især skærme – kan man komme langt ved at prøve sig lidt frem, og forsøge at efterligne udskriften så meget som muligt – ikke omvendt. Resultatet bliver næppe 100 %, men det kan i mange tilfælde hjælpe et godt stykke hen ad vejen.
Vil man virkelig gøre det...