Flemming Pless

Hvis man ikke er specielt genert ringer man jo bare op til et dykkercenter og hører om man kan komme med ud og lige pludselig har man fået nogle nye venner. De synes godt nok også tit, at det er mærkeligt, at jeg er præst. Jeg ved ikke hvordan de forventer at en præst ser ud, men altså ikke som jeg gør, når jeg kommer med mit grej: ”Er du præst?”, spørger de. Så spørger jeg, om jeg skal bede en bøn eller sige et par ord inden vi hopper i vandet, og så er stemningen ligesom lagt, og jeg bliver ikke generet mere med det. Det er nemt at komme ind på livet af hinanden og de fleste er skide søde og opmærksomme og betænksomme. Det er en blanding af at være sig selv, og så være til stede blandt andre. Det har nok noget at gøre med, at vi har et legitimt ansvar for hinanden. Når vi dykker, skal vi hele tiden være parat til at redde hinandens røv. I hele konceptet er der en forpligtigelse overfor hinanden – man har ansvar over for sin makker. Men når vi ligger i vandet, er vi på en måde alle sammen makkere for hinanden. Så bliver det legitimt at have en slags broderskab, uden at man har en hel masse sociale rangordninger derudover. Man har ikke nødvendigvis en historie sammen, men man skal alligevel tage sig af hinanden.
Flemming Pless taler højt, når noget ligger ham på sinde. Altid dedikeret og med en klar og tydelig holdning til tilværelsen. Vi sidder ved foden af Christianskirken i den lille præstebolig på Christianshavn. Til alle sider er der vand, og det er nok ikke helt tilfældigt, at det er her, han udøver sin gerning. Havet drager ham i en særlig grad, hvilket med tiden har fået ham til at kaste sig over dykningen. Beder man ham om at drømme sig væk til et sted under vandet, går tankerne ikke nødvendigvis i retning af tropiske vande.
– Et ideelt dyk ville være at pakke sin bil nu, og så tage til Strømstad på den svenske vestkyst. Her finder jeg en speciel balance mellem nogle geologiske formationer – klipper og skær – og fisk, planter, koraller og dødningehænder. Der er hele tiden noget at kigge på, og så er det samtidig storladent. Man bor på et fuldkomment fantastisk vandrehjem lige ved dykkerbåden. Man sejler ud og plasker i og på enhver dybde er der nyt liv: Store og små fisk, krabber, torsk, der står og glor, stimer af små bitte fiske, der er rundt om dig hele tiden. De er helt oppe i hovedet på dig, samtidig med, at der en geologisk mageløshed. Det er det ideelle dyk for mig. Jeg tager til Strømstad sammen med Allan fra Watersport i Amager Strandpark og Birger Storm, der er fotograf og laver mad. Det er helt specielt og meget hyggeligt. Store voksne mænd, der taler om følsomme ting og drikker rødvin. Så går vi seng – når det er blevet lidt for følsomt. Området omkring skærgården er smukt, og turen derop er smuk. Man skal bare give sig tid og nyde hvor flot, der er i Sverige. Hvis man kan nyde den langsomme oplevelse i Skærgården og det helt specielle lys, så er det en meget stor ouverture til nogle meget...