Northern Diving Group
– dykker på atomubåde
De opholder sig i totalt mørke dybt inde i vandfyldte passager i kernekraftdrevne ubåde. Til forskel fra huledykkere prøver de ikke at udforske nye steder, og de nyder ikke synet af drypsten. Dykkerne i Northern Diving Group under Royal Navy har til opgave at hjælpe med at holde Storbritanniens ubådsflåde i drift.
Ubåde har dobbelte skrog. Det inderste er trykskroget og inde i det bor, spiser sover og arbejder besætningen. Overfladeskroget kaldes også et formskrog, og det giver ubåden dens strømlinede facon. Pladsen inde i trykskroget er yderst trang, så derfor udnyttes mellemrummet mellem skrogene optimalt. Her placeres apparatur som sonarsender og diverse udstyr, der har med styring og fremdrift at gøre.
Enclosed Space Diving Set
Før eller senere under en ubåds 20 til 30 år i tjeneste vil noget af dette apparatur gå i stykker, og det skal serviceres eller udskiftes. Under større serviceeftersyn tager man ubåden i tørdok, men det er en kostbar og tidskrævende proces, og den kræver langsigtet planlægning. Visse vedligeholdelsesopgaver på sonarudstyret kan sagtnes finde sted, mens ubåden ligger i vandet, og det sparer både tid og penge. Og det er netop mellemrummet mellem trykskroget og formskroget, der er arbejdsplads for dykkerteamet Enclosed Space Diving Set (ESDS). En dykker skal kunne klemme sig ind i de trange passager og helst bruge mest muligt af sin arbejdstid på den aktuelle opgave.
ESDS-dykkerne anvender tørdragt og vægtbælte af almindelig civil model, men så ophører ligheden med sportsdykkere også. Standardflaskerne med gas er droppet og erstattet af gasforsyning fra overfladen. En såkaldt umbilical (navlestreng) står for både gasforsyning, kommunikation og videosignal fra et kamera monteret på dykkermasken. Med navlestrengen eliminerer man behovet for en stor gasflaske, der ellers ville gøre det yderst kompliceret for dykkeren at klemme sig ind i de trange passager. Gasforsyningen fra overfladen tillader desuden dykkeren at blive nede i næsten ubegrænset tid.
Skibet på overfladen har både kompressor og luftbank om bord, og på et kontrolpanel kan dykkelederen overvåge dykkerens luftforbrug og bundtid, og han kan kommunikere med dykkeren via radioen. På samme måde som ved de fleste militære operationer er det ikke dykkeren selv, der har ansvaret for at holde styr på dybde og tid. Dette overblik plus eventuel dekompression ligger i stedet hos dykkerlederen. Dykkeren selv skal kunne koncentrere sig helt og holdent om den aktuelle arbejdsopgave og intet andet.
Via dykkertelefonen kan flere dykkere i vandet samtale med hinanden, og det er praktisk, når den arbejdende dykker har brug for værktøj eller reservedele for at fortsætte jobbet. Eller hvis han får brug for hjælp med at håndtere sin umbilical, når han skal vende sig i en trang passage. Dykkelederen kan også se, hvad dykkeren er i færd med via videokameraet, som sidder monteret på hjelmen.
...
