DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV!

  Biologi  Biologi
Hajleksikon: Leopardhaj – Triakis semifasciata
Hajleksikon: Leopardhaj – Triakis semifasciata
1 af 1

Hajleksikon: Leopardhaj

– Triakis semifasciata

Tekst: David Bernvi og Sune Dadda Karma Harms Foto: Andy Murch

Leopardhajen forveksles oftest med zebrahajen (Stegostoma fasciatum) som i juvenilt stadium har et farvemønster, som passer til navnet. Den rigtige leopardhaj er dog ikke tropisk og forekommer i forhold til zebrahajen i noget begrænset udstrækning – faktisk kun langs Californiens kyst.

Leopardhajen er en hajart, som foretrækker kolde, tempererede have. Den er almindelig i lavt vand nær bunden ned til fire meter. Den er kystnær og ret usædvanlig at møde på dybere vande, selv om den er set ned til 90 meter. Leopardhajen plejer at svømme ind i bugter og flodmundinger ved højvande. Den svømmer ud til havs igen, når det bliver lavvande. Hajen foretrækker sandet og leret bund i nærheden af klipper eller tangskove. Den har mindre blodlegemer end andre bentiske hajarter i samme udbredelsesområde, hvilket medfører, at leopardhajen er bedre til at leve i lave havbugter med iltfattige miljøer, da den kan optage mere ilt. Den kan sommetider ses i stimer sammen med andre hajarter så som pighaj (Squalus acanthias), grå glathaj (Mustelus californicus) og brun glathaj (Mustelus henlei). Leopardhajen migrerer gennem disse stimer sammen med andre hajarter langs den amerikanske vestkyst. Leopardhajen kan sommetider findes alene på bunden, men den træffes mest i grupper med andre hajer eller artsfæller.

Denne haj er ovovivipar uden moderkage. Det betyder, at leopardhajen føder levende unger. Der fødes mellem 5-30 og ungerne måler 20 cm ved fødslen. Ligesom pighajen (S. Acanthias) vokser denne haj åbenbart ret langsomt. Leopardhajen kan nemlig overleve i fangenskab i over 20 år.

Diæten er først og fremmest baseret på benfisk, men består også af skaldyr. Også mindre hajer og rokker jages af denne haj. Det er især bentiske arter, der falder som offer for leopardhajen. Leopardhajen er opportunistisk med sit fødevalg og et flertal af bundlevende hvirveldyr og andre menes også at indgå i dens føde.

Unge hajer under en længde på 70 cm jager især skaldyr i form af små krabber. Når hajen når en længde over 1,3 meter begynder føden at skifte til benfisk, men også fiskeæg er en vigtig del af diæten. Føden varierer med benfisk om sommeren, som jages af de voksne dyr, mens fiskeæg spises i løbet af vinteren til  foråret. Om efteråret er krabber og andre bundlevende hvirveldyr den primære føde.

Pighajen og leopardhajen er set jage stimefisk sammen ved overfladen ved at cirkle rundt og derefter svømme gennem stimen med vidt åben mund på samme måde som oceanisk hvidtippet haj (Carcharhinus longimanus).

Leopardhajen kan nå en længde på 1,8 meter. Hanner bliver kønsmodne ved 70-120 cm længde og hunner ved 110-130 cm længde. De fleste voksne hajer er dog under 160 cm.

Log ind for at se fulde artikler eller opret gratis profil hvis du endnu ikke har et login på DYK. Begge dele gør du her.

Få også dit eget dykkermagasin 20 gange om året ved at abonnere her: DYK NetMag

Fakta

Latinsk navn: Triakis semifasciata

Længde: normalt 1,2 – 1,5 meter, dog op til 2,1 meter.

Vægt: max.18 kg.

Kendetegn: Leopardhajen er sølv til bronzegrå med karakteristiske sorte plamager og sorte pletter på ryggen. Den har en kort afrundet snude. Som de fleste andre hajer er leopardhajen hvid på undersiden.

Drægtighed: leopardhajen kønsmodnes omkring 10-15 års alderen. Graviditeten varer 10-12 måneder.

Antal unger: Hunnen føder op til 37 levende unger.

Føde: Primært benfisk, krabber og rejer.

Levetid: omkring 30 år

Udbredelse/levested

Verden: I det nordøstlige Stillehav, fra Oregon til Mexico.

Danmark: Nej

Beskyttelse: Leopardhajen er ikke truet.

Fjender: Kommercielt fiskeri er den største trussel mod leopardhajen.

Anvendelse: Kød

Dyk med hajen: Leopardhaj er ikke farlig for mennesker. Der har ikke været rapporteret angreb på mennesker siden 1955, hvor en dykker fik blodnæse efter et angreb fra en leopardhaj.

Læs også