Ising

Isingen er en af de mest almindelige fladfisk i Nordsøen. Den bliver op til 40 centimeter lang og kan veje maksimalt et kilo. Udbredelsesområdet strækker sig fra Biscayabugten til Hvidehavet og Island. Arten er almindelig i Skagerrak og Kattegat og den træffes regelmæssigt i den sydlige Østersø, men i de nordlige dele kun tilfældigt.

Isingen minder meget om skrubben og rødspætten og kan ligesom disse to arter have orangefarvede pletter på kroppens sandfarvede overside. Hvis den har orange pletter er de dog ikke så intensivt farvede som rødspættens pletter ofte er. Midt på kroppen findes en smal, lys linje som strækker sig fra hovedet til halen. Linjen kaldes for sidelinjen og findes hos næsten alle fisk. Ved hjælp af sidelinjen kan en fisk mærke svage trykbølger fra bevægelser i omgivelserne. Et sikkert kendetegn hos isingen er, at sidelinjen slår en tydelig halvcirkel lige efter hovedet. Dette kendetegn gør isingen let at genkende fra andre fladfisk. Der findes nemlig ingen anden nordisk højrevendt fladfisk med en lignende sidelinje. Derimod findes der flere venstrevendte fladfisk hvor sidelinje danner en lignende bue. Det gælder for eksempel pighvar og slethvar. Yderligere et godt kendetegn hos isingen er, at den har en mørk linje på begge kroppens sider som markerer grænsen mellem krop og finner.

Arten holder til nær kysten på 2-200 meters dybde, men den er mest almindelig mellem 20-40 meter. Sommermånederne og efteråret tilbringes på lavere vand end vinteren, hvor den flygter fra kulden ned på dybere og lunere vand. Isingen trives bedst på sandbund, men den forekommer desuden på ler- og grusbund. Føden udgøres næsten kun af bundlevende dyr såsom små krebsdyr, muslinger, orme, slangestjerner og søpindsvin.

Hannerne bliver normalt kønsmodne ved to- til treårsalderen hvor de er 15-20 centimeter lange og hunnerne ved tre- til femårsalderen hvor de er vokset til 20-25 centimeter. Legen sker på dybt vand fra 30 meter og nedefter. Den finder normalt sted forår og forsommer, men kan fortsætte helt hen til august. En fuldvoksen hun kan producere op til 150.000 æg. Rognkornene er cirka en millimeter i diameter og svæver normalt frit i vandet. I Østersøen og andre brakvandsområder kan saltholdigheden ofte være for lav til, at rognen kan svæve, hvilket resulterer i, at æggene synker til bunden og dør. Æggene klækkes tre til tolv døgn efter legen. De nyklækkede larver er cirka 2,5 millimeter lange og fortsætter med at svæve frit rundt i vandet. Når ynglen har opnået en længde på cirka 14 millimeter, søger de til bunden og begynder at leve som små fladfisk. Ynglen tilbringer sin første sommer på sand- og lerbund i beskyttede vige, ofte på dybder under en meter. Sidst på efteråret, hvor de er blevet cirka fem centimeter, drager de ud på dybere vand. Tilvækstraten for isingen er generelt noget langsom, men den varierer kraftigt fra sted til sted. Generelt set er den lavest i de mindst salte områder i Østersøen og højest i farvande...