Saudi-Arabien
– Farasan Banks, som Rødehavet var engang
Farasan Banks ligger omtrent 300 kilometer syd for Jeddah på østbredden af Rødehavet, og det er vægdykning som gælder her: På øst- og vestsiden af de små øer, falder revet brat ned til 70-80 meter og nogle steder er det så dybt som 500 meter. På nord- og sydsiden af øerne er der som oftest lavere plateauer med sand.
Væggene er fulde af liv. Her findes uberørte skove af enorme viftekoraller, piskekoraller, der snor sig som proptrækkere ud fra væggen, buske af sort ædelkoral og store bundter af røde piskekoraller. Farverige blødkoraller strækker sig mod lyset, og selve væggen er dækket af stenkoraller, hver og én unik i både form og farve. Ikke en kvadratcentimeter er ledig, og de forskellige farver og former danner et patchwork, som savner sidestykke på land.
Enkelte steder finder vi store overhæng og dybe sprækker og huler. I skyggen under koralhovederne sidder kønne små nøgensnegle, søpunge, svampe og blødkoraller, og lige pludselig kigger en muræne eller en blæksprutte ud på os. Nu og da haster en dragefisk væk fra vores luftbobler, og ser man godt efter, finder man små porcelæns-krabber, rejer og troldhummere i korallerne.
Flotte formationer
Undervandslandskabet er storslået. Dybe kløfter i koralvæggene slipper sollyset ned på dybere vand, og lyset glitrer i hundredvis af blanke fiskerygge, når en stime hestemakreller farer forbi. Nogen steder forsvinder væggene ned i det blåsorte dyb under os – andre steder svæver vi vægtløst over store plateauer dækket med sand. Vi ser pilrokker og skildpadder. Barracudaer og trevaller hænger stille med gabende munde over en pudsestation og lader pudsefiskene tage sig af den nødvendige rengøring. Store vifterkoraller står på skråningen mod dybere vand, og vinker lokkende mod os i strømmen. Over alt sker der noget – hele tiden.
Saudi-Arabien besidder omtrent 75 % af østkysten i Rødehavet, men alligevel er der ikke mange, som får mulighed for at dykke her. Det olierige land har ikke haft samme behov for at skaffe sig indtægter fra turisme som for eksempel Ægypten, og tidligere har det mest været vestlige gæstearbejdere og nogle få ”indfødte” som har dykket i dette fantastiske område. I de senere år er dykkeindustrien dog begyndt at få fodfæste, og Dream Divers er et af kun i alt tre firmaer, der har tilladelse til drive liveaboards i saudisk farvand.
En regnbue af fisk
Alle som har været i Rødehavet ved hvor utroligt mange farvestrålende fisk, som findes der. Det er herligt at svæve over bunden og se stimer af snappere og fanebarser brede sig ud under dig, og se farvespillet over revet, som et kalejdoskop af fisk. Ude i det blå kommer en stime med 15-20 enorme bulehoved-papegøjefisk. De glider forbi, kikker nervøst på om og fortsætter op langs kanten af revet, hvor de begynder at græsse på algerne som en flok bøfler. En stor barracuda hænger urørligt oppe under overfladen og venter på et passende bytte, mens myriader...