Rødehavets hemmelighed
– unikt vragfund i de sydlige farvande
Rejsen blev holdt i gådefuldhed allerede fra begyndelsen. Mike Braun, der er general manager for Emperor Divers i Ægypten, inviterede til et vragdyk. Hele arrangementet var tys-tys og han kunne eller ville ikke fortælle nogle detaljer. Han sagde bare, at det kunne vise sig at blive stort – eller det kunne fise ud i sandet. Det skulle vise sig at være klogt at tage af sted, trods de usikre forudsætninger.
Flybilletten ankom i god tid og den førte mig og den nu afdøde vragjæger Steve Carmichael-Timson til Hurghada. Otte timer senere, efter at have klaret indrejseformaliteterne og en rumlende og ubekvem biltur til det sydlige Ægypten, kom vi i nattemørket frem til en bådebro, som surrede med fluer. Endelig blev vi fragtet over til den ventende båd M/V Emperor Elite, der skulle være vores hjem den næste uge. Med så få personer om bord kunde vi virkelig brede os. Elite er en safaribåd, der normalt tager 20 passagerer. Ud over den ordinære besætning samt Mike og Steve var vi kun mig, instruktøren Ahmed Fadel og dykkeguiden Cat Parfitt. Vi satte af for fuld damp ud på et spejlblankt hav. Elite kan efter ombygningen skyde 19 knob med sine nye bæreplaner.
Bådturen tog hele natten og vi kom frem til et sted, som jeg senere opdagede hedder Habili Saleh. Jeg drog den konklusion, at vi var cirka 30 sømil syd for Dangerous Reef, ret tæt på grænsen mod Sudan. Jeg ville gerne fortælle mere, men det er alt hvad jeg ved. Alt hvad jeg kan fortælle er, at Ahmed havde dykket på stedet tidligere på en rekognosceringstur, hvor han var faldet over noget interessant.
Kobbernitter
Gummibåden førte os over revtoppen og vi gik i vandet over en sandbund med små koralknolde udstrøet. Vi så to ankre, der var helt overbegroede, men de stod mærkeligt nok opret. Vi så en tredje genstand, som jeg første troede var et anker, men Steve mente senere, at der nok snarere drejede sig om metaldele fra roret på en meget gammel båd. Så var der noget, der i høj grad mindede om en skibsklokke. Overalt rundt om os så vi konturerne af keramik-kar i sandet, men keramikken syntes at stamme fra en anden periode. Diverse amforaer, dekorative urner og store krukker lå udstrøede over en overflade omtrent på størrelse med en fodboldbane på 23 meters dybde. Et par af keramikgenstandene så elegante ud med firkantede håndtag, mens andre var kegleformede opbevaringsbeholdere.
Problemet var, at de ikke bare lå der og ventede på, at en omkringflakkende dykker skulle samle dem op. Det kunne ikke komme på tale at bjærge noget – både af praktiske og juridiske årsager. Det hele lå støbt fast i det hårde, solide kalkstenslag få centimeter under sandet.
Det store spørgsmål var: Var dette en betydningsfuld urgammel arkæologisk vragplads? Mit job var at fotografere så mange af fundene som muligt hvor de lå. Derefter skulle billederne vises til eksperter, som kunne bedømme sagen. Steve ville eftersøge bunden med sin metaldetektor og afbillede hele området med sin side scan-sonar. På hans computer kunne vi derefter danne os et overblik over hele findestedet. Steves instrument ville dække et meget større område end hvad der ville være muligt for et par dykkere selv at gennemsøge.
Først dykkede vi for at tjekke, hvad som var værd at ofre særlig opmærksomhed, og vi afmærkede særligt interessante fund med bordtennisbolde på snore. Steve satte i...
