DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV!

  Historie  Historia
Jacques-Yves Cousteau - 100 år
Blandt dem, der kendte ham, blev Jacques-Yves Cousteau altid bare kaldt JYC (udtalt jeek).
Jacques-Yves Cousteau - 100 år
Calypso.
Jacques-Yves Cousteau - 100 år
Det var en amerikansk tv-producer, der introducerede de futuristiske dragter og fik pimpet Calypso op til amerikansk fjernsyn.
Jacques-Yves Cousteau - 100 år
Cousteau ville egentlig have været pilot, men en bilulykke satte en stopper for den drøm. Han måtte blive i flåden som kaptajn.
Jacques-Yves Cousteau - 100 år
Allerede som barn var JYC interesseret i at lave film. Han så dykningen som et værktøj til at formidle livet i havet på film.
Jacques-Yves Cousteau - 100 år
Ud over aqualungen udviklede JYC også masser af foto- og filmudstyr til undervandsbrug.
Jacques-Yves Cousteau - 100 år
JYC i en sen alder med et af sine første 35 mm-kameraer til undervandsfilmbrug.
Jacques-Yves Cousteau - 100 år
JYC (t.v.) med Louis Malle (i midten), der senere blev en berømt fransk filminstruktør. Cousteau lærte Malle at dykke, så han kunne føre kameraet på Cousteaus film the Silent World.
Jacques-Yves Cousteau - 100 år
En ung fransk flådeofficer med blikket stift rettet mod fremtidens muligheder.
Jacques-Yves Cousteau - 100 år
Ekspeditionsskibet Calypso, som vi husker hende i sine velmagtsdage.
Jacques-Yves Cousteau - 100 år
Diving Saucer (den dykkende tallerken) om bord på Calypso kunne have to mand om bord og dykke til 350 meter i op til fem timer.
Jacques-Yves Cousteau - 100 år
Calypso fik senere en helipad, så man kunne lande med helikopter. Der var også tilknyttet en vandflyver. Den kom til at koste Philippe Cousteau livet.
1 af 12

Jacques-Yves Cousteau

– 100 år

Tekst: Jesper Kjøller Fotos: The Cousteau Society

Der er næppe nogen, der har haft større betydning for dykningen end den legendariske franskmand med ørnenæsen. Ikke bare var han med til at udvikle det udstyr, vi alle anvender. Han inspirerede også generationer til at opleve livet under havets overflade – og til at passe bedre på det. Cousteau ville den 11. Juni 2010 være fyldt 100 år.

Det siges, at alle hjemlige avisredaktioner har nekrologen klar, den dag Mærsk Mc-Kinney Møller stiller træskoene. Jeg opholdt mig tilfældigvis i Frankrig den 25. juni 1997, hvor Jacques-Yves Cousteau (JYC) døde, og det var utroligt at se de franske medier gå helt i selvsving de følgende dage. Der opstod nærmest landesorg, og JYC var på forsiden af alle aviser og magasiner. Der blev udgivet temanumre, og tv-stationernes sendeflader var fyldt med mindeord og hyldestprogrammer. Men JYC blev 87 år, så hans død kom næppe som en overraskelse, og medierne var da også klar til at rydde forsiden for en mand, der stadig i dag betragtes som den mest berømte og mest indflydelsesrige franskmand nogensinde. Og hans betydning rækker langt ud over dykningen. Hans rolle som naturforkæmper og formidler af vigtige miljøbudskaber, flere årtier før temaer som klimaændringer og forurening kom på dagsordnen, kan næppe overvurderes.
Men når det gælder dykningen, er det især os, der er født i 1960’erne, der har fået JYC ind med modermælken. Jeg husker tydeligt hans tv-serier, der kørte på Danmarks Radio i 1970’erne, og jeg er sikker på, at der er rigtig mange i min generation, der kan spore deres interesse for dykning tilbage til Havets Hemmeligheder, som serien hed på dansk. Eventyrene om bord på ekspeditionsskibet Calypso var både underholdende og lærerrige. De foregik overalt på polerne og i troperne. Vi var med under overfladen på de syv have. Vi blev taget med på Nilen, på Amazonfloden eller i Titicacasøen, og jeg lærte mere om geografi og biologi ved at se Havets Hemmeligheder, end jeg gjorde under 12 års skolegang!
Tv-udsendelserne var 60 minutter lange og bygget op som små film, inklusive original og dramatisk underlægningsmusik. De var produceret med sans for drama, og når man ser dem i dag, kan man godt grine lidt af den noget svulstige fortællestil. Men de faste elementer som JYCs karakteristiske fortællerstemme med den tykke franske accent, de brave, vejrbidte dykkere med fuldskæg, røde tophuer og en Gauloises i mundvigen, de eventyrlige fartøjer og flyvende undervandstallerkner, formationssvømningen med uv-scootere, undervandsfakler og sølvskinnende våddragter og gule hjelme var alt sammen med til at give det hele et skær af noget mytisk. Og for en 12-13-årig knægt var Havets Hemmeligheder simpelthen ugens højdepunkt på familiens sort-hvide B&O. Fascinationen holder den dag i dag.

Begyndelsen
Det startede egentlig med et biluheld. Den unge franske flådeofficer Jacques-Yves Cousteau ville gerne være pilot. Og som så mange andre pilotaspiranter var han fascineret af hurtige biler. En nat i 1935, på vej til en vens bryllup, kørte han galt i bjergene i sin fars rappe Salmson-sportsvogn. Jacques brækkede begge arme og blev lammet i den ene side. Lægerne ville amputere en arm, men den unge officer nægtede pure. Mens han rekreerede sig efter uheldet, blev han sendt til flådebasen i Toulon som løjtnant...

Log ind for at se fulde artikler eller opret gratis profil hvis du endnu ikke har et login på DYK. Begge dele gør du her.

Få også DYK magasinet hele året rundt ved at abonnere her: DYK Magasinet

Læs også