Jennie Soriano
- Passion for hajer
"Uanset om solen skinner, om vinden suser eller om sneen falder, så er det altid lige aå skønt at glide i vandet ved Lysekil. Denne lille kystby, fortryller alle dykkere med sin charme og marine artsrigdom. Det var denne magi, som fik mig til at beslutte at flytte hertil. Nu har jeg fantastisk god og lettilgængelig dykning året rundt, kun få skridt fra min hoveddør," siger Jennie Soriano.
Hun er 34 år og tog sine første åndedrag under overfladen i Østersøen i 1996. Siden da har hun nået at arbejde som dykkeguide i Rødehavet, Thailand og Spanien, samt at foretage dykkerrejser over hele verden. Hun har i et par år været medlem i Svensk Sportsdykker Forbunds uv-foto komité, hvor hun arbejder med at udvide interessen og mulighederne for dykkere, der gerne vil udvikles inden for uv-foto i form af workshops, fotokurser og ikke mindst konkurrencer såsom SM, NM og VM.
Jennie har sporadisk fotograferet i mange år med kompaktkamera, men det var først for tre år siden, da hun købte sit første DSLR-kamera, at det for alvor tog fart, og nu dykker hun sjældent uden sit Nikon. Til hverdag arbejder Jennie til søs og hun har en brændende interesse for alt, der har med marin miljøbeskyttelse og bevaring af arter at gøre. For at øge sin viden, har hun studeret marinebiologi og fiskeøkologi.
– At passe på miljøet og på vore oceaner, er vigtigt for mig, og det er noget, som jeg altid forsøger at have med i de forskellige arrangementer, jeg deltager i, siger Jennie.
Hendes allerstørste passion er uden tvivl hajer, og i år har hun foretaget flere rejser til Bahamas, hvor hun har deltaget i kurser hos hajeksperten Cristine Zenato, som har lært Jennie mere om, hvordan man dykker med disse dyr på en sikker og respektfuld måde.
– Mit stærkeste dykkeminde er, da jeg sad på bunden i en stålbrynje omringet af omkring tyve caribiske revhajer, der nysgerrigt svømmede frem for at undersøge mig. Cristine studerede mig på afstand og sikrede sig, at jeg forstod, at min egen attitude og kropsholdning påvirkede hele hændelsesforløbet. Jeg følte en ro og en enorm tilfredshed med bare at være.
Mange af Jennies fremtidsplaner og projekter kommer til at handle netop om hajer. Som ambassadør for Scuba Travel kommer hun til at deltage i en del hajekspeditioner.
Jennies favorit blandt verdens dykkedestinationer er Filippinerne, som er næsten uovertruffen med sin artsrigdom og fantastiske muligheder for at studere de allermindste marine dyr på nært hold, enten gennem et objektiv eller bare med det blotte øje.
UDSTYR
Nikon D7000 med hus og porte fra Nauticam
En Sea&Sea YS-110a blitz med optisk kabel
Tokina Fisheye 10-17mm
Nikon 60 mm
SOLA 600 fokuslygte