Jill Heinerth

Det hele begyndte i Tobermory, en lille by ved de store søer i nærheden af Ontario, Canada. Det var her, Jill Heinerth fik sin første skoling i dykning. Men hun ville videre ud i verden. Eventyret lokkede.
– For os som kommer derfra, så vil Tobermory altid stå som vragdykningens hovedstad, og jeg tror, at I skandinaver ville føle jer hjemme der, både når det gælder omgivelserne og mængden af vrag. I har jo også fantastisk vragdykning her i Østersøen, indleder Jill.

Vi har netop overværet Richard Lundgrens foredrag, hvor han beskriver fundet af Mars, det mageløse vrag, der blev fundet i Østersøen ud for Øland i 2011.
Mens hun tog sine første lidt vaklende skridt i dykningens verden, arbejdede Jill med markedsføring. Hun havde en virksomhed i Ontario. Men dykningen lokkede stadig mere og mere, så hun solgte sin virksomhed og sprang på en mulighed, der åbnede sig på Caymanøerne.
– For mig har det været en ledestjerne i livet at følge eventyret, når det dukker op.

Hulerne trækker
Når hun ikke arbejdede som instruktør, søgte hun efter andre spændende dykkemuligheder. Hun begyndte at interessere sig for huler. Først var det huler i revet, men nysgerrigheden fik hende snart på sporet af de vandfyldte huler inde på øerne.
– Ved et tilfælde, da jeg var ud at lede og var ved at give op, så jeg en flok køer, som gik ude i det tørre landskab. Jeg tog mig selv i at undre mig over, hvor de mon fik vand fra. Jeg bestemte mig for at følge efter dem og undersøge, hvor vandet kom fra, og jeg fandt et rundt, mudret og bevokset vandhul, husker Jill.

Jill overvejede hvad, der gjorde, at der hele tiden var vand i vandhullet. Der var mange køer og de var tørstige. Hun indså, at der måtte blive tilført vand nedefra. Det tog ikke mange dage inden Jill var der igen med dykkerudstyr. Hun hoppede i for at undersøge det nærmere – måske var hullet bare et par meter dybt?

– Jeg droppede ned mod bunden. Først så jeg ingenting. Der var mudret og dårlig sigt, men langsomt klarerede det op. Jeg sank ned på bunden og nåede at tænke ”okay, det var så det”. Men så kiggede jeg til siden og så nogle stalaktitter og en åbning bag ved dem. Jeg fik nærmest gåsehud og ekstatisk tænkte jeg: ”Jeg har en hule”!
Langsomt begyndte hun at udforske hulen, som strakte sig ind i mørket.
– Det viste sig, at netop denne hule kun strakte sig få hundrede meter, men for mig var det stort. Det var den første hule, jeg fandt på egen hånd.

Eventyret bar hende videre
I dag er Jill et stort navn inden for huledykning og hun har penetreret længere og dybere end de fleste. Hun arbejder meget med huledykning og uddannelse af huledykkere samt med sine filmprojekter, som ofte har kobling til dykning og til vandet.
– Jeg har ofte bare ladet eventyret føre mig videre i livet. Da jeg begyndte med film så var det det samme. Jeg fik chansen og jeg tog den. Jeg vidste intet om at...