Kajakdykning

Med lyden af havets dovne bølgeskvulp mod kysten og pagajens rytmiske skær i vandet, glider jeg fremad på Østersøens blanke overflade. Strandskovens mørke linje bliver afløst af det stigende terræn, hvor fyret står og gemmer på tidernes stedlige søfartshistorie. Fremme drejer kysten og skjuler et, for mange, velkendt skue. Kroppen er behagelig varm af arbejdets jævne tempo, akkompagneret af pulsens rolige slag. Et stille smil lister sig frem ved forventningen om klintens stejle sider som snart dukker op. Efter kort tid runder vi pynten, og må stoppe op for at beundre Møns Klint’s hvide sider kantet af sorte sten – fantastisk!
Jeg bøjer mig frem og åbner for det forreste, vandtætte rum på kajakken. Jeg tager posen med mit kamera op, og læner mig tilbage i det løse, men fastmonterede sæde. Med pagajen hvilende på lårene, skyder jeg løs – afstanden til klinten giver fremragende fotomuligheder, hvor det på stranden er umuligt at få det store perspektiv. Glæden over endelig at være fremme, efter lang tids planlægning, blander sig med en intens stirren efter klintens mest attraktive positioner gennem linsens søger. Mundvigene trækker ud i et ægte øre til øre-smil. Jeg lægger kameraet tilbage, og vi fortsætter hen mod klintens højeste punkt en tid endnu, før vi beslutter hvor vi vil gå i vandet. To sæt bundgarnspæle som kommer til syne med løfter om fisk, får os til at lægge kursen om. Efterhånden som vi øger afstanden til de knejsende skrænter, skifter vandet karakter fra det lavere vands uklarhed, forårsaget af bundens kridt, til mere og mere klart vand. Efter 700-800 meter fra kysten klarer vandet endelig helt op – stedet synes rigtigt.
Boris tager sin medbragte frugt og vand frem, det er en god idé at fylde depoterne op! Jeg gør ligeså. Vi sidder med kort afstand mellem vores kajakker og spiser en stund i tavshed. Det gør godt at hvile kroppen efter de fem km. Kajakken følger lydigt bølgernes rolige gang, og vugger mig blidt ind i tankerne om alt som er gået forud.

Udvidet aktionsradius
Vores dyk fra kysten havde fået en tendens til at blive længere og længere. Ikke at det er dårligt med lange dyk, tværtimod, men da mange steder byder på variation på dybere vand, var tendensen også, at vi bevægede os længere væk fra kysten, og det kan godt vise sig at være dårligt – på den dumme måde. Lysten til at komme længere ud fik os til at fantasere om hvor herligt det ville være, at kunne bevæge os lidt længere fra kysten, end det under normale omstændigheder er tilrådeligt. Efter at have afprøvet en uv-scooter, som var sjov, men aldeles uanvendelig, godtog vi modvilligt tanken om, at udvidet stranddykning kun lader sig gøre pr. båd, og da vi blot er et par næsten helt almindelige gutter med en helt almindelig økonomisk formåen, syntes anskaffelsen af en båd med dette ene formål, en smule urealistisk.
Men en dag fik Boris en aldeles udmærket RIB af de lidt mindre i hænderne, og vores...