Tæt på

Ikke en god start
Hele familien – min kone og vores tre små døtre – var spændte og meget nysgerrige på, hvordan det ville være under havets overflade. Natten før dykket kunne jeg næsten ikke sove, og jeg var temmelig søvnig, da dykkercentret hentede mig tidligt næste morgen. I bilen sad der allerede nogle andre prøvedykkere, og vi hilste lidt forsigtigt på hinanden. Ved ankomsten til havnen, hvorfra dykkerbåden skulle afgå, blev jeg i al hast udstyret med dragt, finner og udstyr. Sikke mange ting, man skulle bruge! Personalet gav os nogle hurtige instruktioner om, hvad vi skulle have med, og stemningen var lidt stresset, mens vi skyndte os ned til den lille båd, der skulle føre os ud på det azurblå og varme hav lige ved Kleopatras bjerg. Håret blafrede i vinden, da båden satte fuld fart ud af havnen. Hvor var det dog spændende!
Blandt prøvedykkerne var der en nordmand, som tydeligvis havde lidt erfaring. Han var den eneste, der lagde mærke til mig, og vi snakkede lidt om vores ferier og om dykning. Han fortalte mig, hvor vigtigt det er at trykudligne ved at holde sig for næsen, når man dykker ned. Jeg forstod ikke helt, hvad han mente, og tænkte: ”Det går nok, bare jeg først kommer i vandet.”

Ned i dybet – og i panik
Ude på dykkestedet hoppede nordmanden og hans guide først i vandet og forsvandt hurtigt under overfladen. Så blev det vores tur. Min guide, som ikke havde præsenteret sig, spurgte, hvorfor jeg ikke havde taget udstyret på.
– Men jeg ved ikke, hvordan man gør, sagde jeg. Kan du hjælpe mig?
Guiden blev straks irriteret og smed nærmest udstyret på mig, spændte bælte og vest så stramt, at jeg næsten ikke kunne trække vejret.
Masken sad skævt, da jeg på guidens kommando hoppede i vandet. Som forventet røg masken af med det samme, og jeg kæmpede for at holde hovedet over overfladen og redde mine kontaktlinser, som var ved at skylles ud. Jeg kunne ikke holde mig flydende særlig længe, sank ned og sprællede desperat med benene for at komme op igen. Nu kom panikken snigende. Guiden, som indtil da havde ligget passivt et stykke væk, indså at hans indtægtskilde var ved at drukne og valgte at gribe ind. Han fyldte min vest, og pludselig kunne jeg flyde og rette masken til.

Det første dyk
Nu var det tid til nedstigning. ”Jeg skal klare det, jeg skal klare det,” gentog jeg som et mantra. Guiden tømte vesten, og jeg sank... Av, hvor det gjorde ondt i ørerne – de var ved at sprænges. Med øjne store som tekopper stirrede jeg på guiden. Han signalerede, at jeg skulle holde mig for næsen. Jeg gjorde det – intet skete. Men så huskede jeg nordmandens råd: ”Hold dig for næsen og pust ud.” Det gjorde jeg – og så sagde det knæk i ørerne, og smerten forsvandt.
Guiden spurgte med et håndtegn, om jeg var okay – det var jeg naturligvis ikke, men jeg nægtede at give op. Som en yoyo drev jeg til sidst ned mod bunden på ti meter, hvor jeg for første gang...