Korsika

Tyskerne havde holdt øen i et jerngreb. De allierede tropper indledte med at angribe øens sydlige dele. I begyndelsen af september startede tyskerne med at flygte derfra. Luftduellerne kom til at spille en hovedrolle i kampen om Korsika. Tyske transportfly blev anvendt til hurtigt at evakuere soldater og forsyningstropper til Frankrig. De allierede kastede jagerfly og -bombere ind i kampen for at stoppe eller forhale evakueringen. Tyskerne måtte derfor med alle midler beskytte deres troppetransporter. De blev eskorteret af de hurtige Messerschmit ME109 og Focker Wulff FW190. Eskorten havnede i konstante luftkampe mod de allieredes tilsvarende fly P-47 Thunderbolt, den britiske marines Spitfire og de mindre udbredte nordamerikansk P-51 Mustanger. Desuden gav det tyske landbaserede luftværn kraftig støtte til sine egne piloter.
Duellerne i luftstriden syntes ingen ende at have. Ofte var udgangen, at et fly styrtede i havet omsluttet af flammer. Et kæmpe drøn og den derpå følgende stilhed forkyndte, at endnu en pilot og hans maskine var stedt til hvile på havets bund.

60 år senere
Jagerflyet ser meget lille ud på bunden i sammenligning med et skibsvrag eller et bombefly. Alligevel bærer det på mange hemmeligheder. Man kan nemt tænke sig hvordan piloten må have følt det, mens flyet styrtede ned. Nu hvor der er gået mere end 60 år, er flyet stadig meget velbevaret og ser næsten ud til at være flyvefærdigt.
Dybden er blot 19 meter, så der er tid til at udforske flyet i og ro og mag. Allerede på afstand bemærker vi hvorledes det ligger med en vis værdighed. Desværre er motoren der ikke længere. Den er formodentlig bjærget af souvenirjægere. Men vinger, cockpit og flykroppen befinder sig i udmærket tilstand. Det er kun maskingeværerne, der er blevet fjernet fra vingerne af (som altid) ukendte vragtyve. Nu ser vi bare gabende huller, hvor de otte 12,7 mm kaliber geværmundinger tidligere pegede ud.
Indersiden af både cockpit og resten af flykroppen er overbegroet med svampe. Deres farver varierer fra gult og rødt til blåt og orange. Farveeksplosionen minder næsten om de bomber, der sad monterede under vingerne. Under den ene vinge er ophænget til den ene af to 450-kilosbomber synligt. Et stykke væk ligger landingsstellet omvendt. Den hvælvede kuppel over cockpittet er i god stand. Den kunne skydes tilbage, hvilket er typisk for den første serie af P-47. På senere modeller blev den erstattet af en hængslet version, der gav bedre udsyn bagtil og gav piloten bedre overblik over sine våben. Cockpittet er ganske velbevaret på trods af, at instrumenterne er væk. På samme måde mangler pilotens stol, styrepedalerne og en del af de andre betjeningsanordninger.
Flynæsen indeholdt en gang den kraftige motor på 2000 hk. Under styrtet i havet blev hele motoren revet løs. I starten var resten af vraget fuldstændig intakt. Kun den løsrevne næse lå på bunden lige ved siden af. Derefter...