Krydstogt i Kroatien

Kroatien er kystlandet, som har ligget i dvale under militærregimets dækker af glemsel, men som hurtigt har rejst sig fra og børstet støvet af sig, når muligheden bød sig. Nu er landet blomstret op til et af Middelhavets ferieparadiser. Her er priserne humane for os danskere, postevandet er drikkeligt og naturen dramatisk og velplejet af indbyggerne. Eftersom kyststrækningen er lang, er der mange fine dykkesteder i den del af Middelhavet, som kaldes Adriaterhavet. I turistbyen Pula stiger vi om bord på M/Y Luna, en chartret båd, som bringer os og en gruppe andre europæiske journalister fra nord til syd i skærgården over de næste syv dage.

Istrien
Den varme majvind bølger blødt mod mig, og jeg trækker nydelsesfuldt den salte adriatiske havvind ind gennem næsen. Mens vi langsomt futter ud fra havnen, krydser jeg rundt mellem kamerahuse, dykkerudstyr og fototasker, som dækker enhver ledig overflade på den ellers så rummelige båd. Efter at have fundet vores kahytter samles vi i salonen for at få en præsentation af det, som er planlagt under turen. Vores dykkeguide Neno fortæller om vores første destination, som ligger i den nordlige del af skærgården, der kaldes Istrien, og som stikker ud som en kile med Pula som største by.
Vores første dyk på rejsen finder sted på vraget Baron Gatouch. Vi får en omhyggelig gennemgang af dykkestedet, hvilket kan være nødvendigt, da vraget er 89 meter langt og har laveste dykkedybde på omkring 30 meter. Mens de andre kæmper med våddragterne, kryber jeg og Alex ned i vores varme underdragter og lukker tørdragtslynlåsene. Vi valgte netop tørdragt, fordi vandtemperaturen sjældent når over 16 grader nede på dybden, og efter tyve minutter i vandet priser jeg mig lykkelig, fordi vi faktisk gjorde os besværet med at medbringe den ekstra bagage, som en tørdragt medfører.
Fartøjet Barun Gatouch gik til bunds i 1914. Derefter har vandet dannet huller i vraget, hvilket giver fine muligheder for at svømme på kryds og tværs gennem lastrum og kahytter. Sigten ved nedstigningen er dog lidt af en skuffelse af Middelhavet at være, ikke mere end 10 meter, når den er bedst. Men hvad gør det, når sigten inde i vraget er krystalklar, og man kan svømme fra lastrum til lastrum uden at miste orienteringen. Det deformerede skrog danner fantasifulde former, og Alex’ fotoblitzer får lov at arbejde. Til sidst sniger kulden sig dog ind – trods undertøj og tørdragter. På vores vej mod opstigningslinen svømmer vi forbi lastkraner, der er indhyllede i fiskenet, hvor krabberne klynger sig fast for at fange føden i det passerende vand. De iler hurtigt langs linerne og trækker sig i skjul, når jeg lyser på dem med lygten. Både inde i og rundt omkring vraget piler hurtige småfisk rundt, men på trods af, at vraget giver ly og læ, ser vi ingen store fisk. Når vi senere sidder på dækket og nyder den stille havbrise, mens båden har sat kursen mod syd, fortæller Neno, at man i Istrien dykker på...