DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV

  Kystleksikon  Kustlexikon
Kystleksikon #42 – Havnemolen Hirsholmene
Havnen på Hirsholmene. Dyk fra kysten, der hvor havnemolen når stranden.
Kystleksikon #42 – Havnemolen Hirsholmene
Panserulken finder du imellem tangen på det lave vand.

Kystleksikon #42

– Havnemolen Hirsholmene

Der findes nok ikke den dykker i hele kongeriget Danmark, som ikke har hørt om boblerevene ved Hirsholmene, og det er samtidigt nok de fleste kendt, at dette sted kræver at man har en båd til rådighed, da det ligger 3-4 sømil fra fastlandet, og ca. en sømil fra Hirsholmene.
Dette betyder dog ikke, at man er afskåret fra at dykke på Hirsholmene uden egen båd, og selv om turen således ikke vil komme til at gå til boblerevene, så vil man stadig kunne få en stor oplevelse ved at dykke fra kysten på Hirsholmene.
Det kræver blot at du tager postbåden til Hirsholmen. Postbåden sejler fra Frederikshavn mandag, onsdag og fredag. Det er muligt at tage turen derover, og dykke fra kysten, og så tage med postbåden tilbage igen.
For afgangstider og priser, se mere på Frederikshavns Turistkontors hjemmeside på adressen www.visitfrederikshavn.dk. Søg efter Hirsholm.
Jeg anbefaler, at man dykker langs med molen på den vestre side af havnen. Her falder dybden ret hurtigt til 5-7 meter. Bunden består af sand med store sten spredt rundt omkring, og vandet er som oftest meget klart her. Hvis du dykker i dette område, så vær opmærksom på ikke at svømme ud i havneindsejlingen. Der kommer ofte lystbåde på besøg.
Stedet er også godt til undervandsjagt, både med kamera og med harpun. Der er et livligt fiskeliv mellem alle stenene, og den fine tangbevoksning bidrager til, at fiskene kan finde skjul og føde.
Alternativet er at trave over til den sydøstlige del af øen. Her strækker der sig et stort stenrev ud direkte fra kysten. Revet hedder Stålhagen, og her bliver der fanget en del havørred, så med lidt held får du også denne at se. Der er blot et par hundrede meter hertil fra molen hvor postbåden lægger til, men medbring alligevel en lille trækvogn til udstyret.
Hele området omkring Hirsholmene er et attraktivt sted at trollingfiske, og derfor er der et stort antal både forholdsvis tæt på kysten, så brug en overfladebøje.

Log ind for at se fulde artikler eller opret gratis profil hvis du endnu ikke har et login på DYK. Begge dele gør du her.

Få også DYK magasinet hele året rundt ved at abonnere her: DYK Magasinet

Læs også