Kystleksikon #67
Et hurtigt blik over de parkerede biler taler deres tydelige sprog. Det  her er en populær dykkelokalitet. Der er ofte tyskere her, så hvis man  evner og har lyst, er det altid muligt at få de tyske gloser støvet lidt  af. Men vi befinder os stadigvæk i Danmark, nærmere betegnet syd for  Kolding, lige over for Fænø. Her er udsigt til det dybeste sted i  Lillebælt, nemlig Marens Hul, som er hele 81 meter dybt.
Det smalle  farvand mellem Fænø og Jylland byder på varieret dykning med mulighed  for at få noget dybde på. Gammel Ålbo er navnet på det tidligere lille  fiskerleje, der i dag huser en campingplads, som er tilpasset dykkere  fra nær og ikke mindst fjern. Især tyske dykkere er flittige gæster på  pladsen, men efterhånden er der også en del hollændere og danskere, som  har fået øjnene op for stedets kvaliteter.
Efter en kort gåtur ud af  badebroen, kan man komme i vandet. Det bliver hurtigt dybt og bunden  skråner nedad, og efter at man er kommet igennem et ålegræsbælte på det  lavere vand, skifter bunden karakter og består af mange større sten, som  er meget flot bevokset af brødkrummesvamp og sukkertang. Dette er  stedets særpræg. Når solens stråler rammer de gule svampe og  sukkertangen svajer i den svage strøm, er det klassedykning. Her er  meget flot. Er man heldig med sigten, byder Gl. Ålbo også på  vidvinkelmotiver. På 8-10 meters dybde ser man ofte torsk i mindre  stimer. Ikke store torsk, men underholdende er de. De skræmmes ikke,  hvis man placerer sig nedstrøms bag en stor sten og fodrer med lidt  blåmusling. Ofte kommer havkarusserne også og blander sig i  festmåltidet. Enkelte gange har vi set både sildestimer og marsvin her. I  foråret kan man være heldig at møde de tre normalt forekommende  ulkearter på samme dyk. Især panserulke er der en del af her. De ses  ofte omkring de større sten. Og netop stenene er med til at øge  fornøjelsen. De er gemmested for mange mindre fisk som tangspræl,  hundestejle og kutling, men også ålene nyder godt af dem som gemmested. 
Længere  ude i bæltet på 12-18 meters dybde finder man endnu større sten, som er  flot bevokset med tang, sønelliker og brødkrummesvampe. På bunden  omkring de store sten er der søanemoner og ofte er det her, de store  fladfisk gemmer sig. 
Når man efter et veloverstået dyk med mange  gode oplevelser kun skal bevæge sig 15 meter fra vandkanten for at nå  sin bil, er det svært ikke at trække på smilebåndet. Men møder man en af  de tyske dykkere, kan det dog godt trække lidt ud...



 
              





















