DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV

  Kystleksikon  Kustlexikon
Kystleksikon #65 – Bøjden Nor, sydvestfyn
Kystleksikon #65 – Bøjden Nor, sydvestfyn
Kystleksikon #65 – Bøjden Nor, sydvestfyn
Kystleksikon #65 – Bøjden Nor, sydvestfyn

Kystleksikon #65

Tekst og foto Ulrik Westphal
– Bøjden Nor, sydvestfyn

Det sydvestlige hjørne af Fyn gemmer på en perle af et stranddyk. Bøjden ligger 15 km vest for Fåborg og alene dette bevirker, at man meget sjældent forvilder sig herud. Så der dykkes meget sjældent her og hvis du møder andre dykkere, er det et særtilfælde.
Man kan ikke prale af, at man får særlig megen dybde under et dyk her, men det er jo heldigvis ikke altid dybden, der afgør kvaliteten af et stranddyk. Det er helt utroligt så meget liv der er på lokaliteten og det er overalt.
Dykket kan begynde fem meter ude, da der hurtigt bliver to til tre meter dybt og vær opmærksom, når du entrer vandet. Rullestenene i strandkanten er lumske. Et typisk dyk starter med en kompaskurs vinkelret ud fra stranden og med det samme begynder stedets variation at åbne sig for øjnene af en. Man svømmer først henover en sandbund med ålegræs, som ind i mellem afløses af grusbund med tangplanter. Allerede her er der et væld af liv og man kan hele tiden stoppe op for at se nærmere på det. I overgangszonen mellem sand og grus ses ofte fladfisk. Ikke kun de sædvanlig skrubber, men også pighvar og rødspætter. I den næste zone er der større sten med spredt bevoksning blandet med ålegræs og er du makrofotograf eller hardcore grøntsagsdykker ryger tempoet nu helt i bund. Særligt højsommeren byder på alt det liv, som forefindes på det lave vand i Danmark.. Den store mængde rejer er specielt i aftentimerne med til at trække havørrederne og torsk ind under land. Så et natdyk eller skumringsdyk her er heller ikke af vejen. Når man er kommet et stykke ud fra kysten og er på højde med de yderste bundgarnspæle, så vælg en kurs mod land langs pælene. Her byder bundgarnspælene nemlig på opholdssteder for mindre fisk og dyr og de større sten er også hjemsted for krabber, rejer, kutlinger, hornfiskeyngel og meget andet.   
Når man endelig er kommet op igen efter endt dykning og maven rumler, er det også et godt sted at lave bål eller grille. Et stranddyk her i juli og august implicerer ofte to dyk, hvoraf det ene er et skumringsdyk. Mens man sidder og afgasser med en gedigen gang bålmad, kan man se færgen til Fynshav sejle sydpå langt ude. Bøjden Nor er også et godt sted at vælge, hvis der både er snorkeldykkere og flaskedykkere med på turen.

Log ind for at se fulde artikler eller opret gratis profil hvis du endnu ikke har et login på DYK. Begge dele gør du her.

Få også DYK magasinet hele året rundt ved at abonnere her: DYK Magasinet

Læs også