Kystleksikon #80
– Stubbekøbing Havn, Nordøstfalster
Den gamle købstad Stubbekøbing ligger på den nordøstlige del af Falster. Selv om den er gammel, er den dog stadig er aktiv. Går man en tur igennem Stubbekøbing, oplever man hurtigt, at den gamle bydel er godt bevaret, og at det ikke er den moderne arkitektur, der præger byens gader. Livet i byen er et helt andet, end det vi finder i større byer på fx Sjælland. Stubbekøbing byder på mange interessante oplevelser. Går man en tur ned i den gamle havn vil man selv den dag i dag kunne opleve fiskekutterne sejle ind og ud af havnen. På havnen sejler også en lille færge Ida, som hver halve time i sommerhalvåret. afgår til Bogø. Det er ikke alene på land, at Stubbekøbing er et besøg værd. Under havets overflade befinder sig en meget smuk flora og fauna. På den vestlige side af havnen er en lang mole, der består af store sten. Dykningen omkring disse sten byder på en meget smuk bevoksning. På bunden, der er dannet af sand og mudder, er der masser af ålegræs og anden bevoksning. Er sigten i området god, er her meget smukt. Går man tæt på tangen finder man også et flot dyreliv af småfisk og andre dyr. Ålegræset og tangbevoksningen gør stedet her til det helt rigtige gemmested for fiskeyngelen. Dykningen omkring havnen er meget nem dykning. Det er let at komme i og op af vandet, og dybden er ikke under seks til otte meter. Der er også gode indkøbsmuligheder for frokost og en is, hvis man har lyst til det. Et dyk ved Stubbekøbing Havn kan foretages af alle med interesse for livet under overfladen, uanset certificering eller erfaring.