DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV

Lejrliv

– Med Red Sea Diving Safari i det sydlige Rødehav

Tekst & foto: Jesper Kjøller

Før Rødehavsferien, stilles du overfor nogle valg: Hurghada eller Sharm el Sheikh? Dayboat eller liveaboard? Men du har et tredje alternativ: Marsa Alam i det sydlige Ægypten. Dykningen i det vilde og uberørte område er varieret og fremragende, og indkvarteringen i hytter eller telte direkte på stranden, giver mindelser om de gode gamle dage, hvor Sharm stadig var helt jomfruelig.

Jeg er ude på havet i en lille gummibåd sammen med Ali, en stor, solid ægypter, der kender det Røde Hav som sin egen bukselomme. Han har taget mig med til et hemmeligt undersøisk rev, som kun han ved besked med. Det ligger 15-20 minutters sejlads fra vores lejr ved Marsa Shagra.
Ali har dykket i mere end 25 år og har over 19.000 dyk i Rødehavet. Han har i mange år sejlet området tyndt som skipper på en dykkerbåd og har markeret alle udslag på skibets ekkolod i sin egen personlige GPS, hvis positioner han nu beskytter som var det statshemmeligheder. Vi sejler lidt rundt i overfladen og Ali har blikket stift rettet mod sit lille håndholdte instrument. Det er næsten som at lede efter vrag derhjemme, tænker jeg. Der er intet at se på overfladen. Pludselig giver Ali tegn og vi ruller i vandet mens vores bådfører belaver sig på at fordrive ventetiden med at kæderyge en pakke Cleopatra…
Under nedstigningen svømmer jeg som en gal for at ramme det undersøiske rev. Ali havde advaret mig om, at hvis vi ramte forkert, ville strømmen tage os og vi ville misse revet. Underligt at svømme nedad for fulde gardiner uden at kunne se andet end blåt hav så langt øjet rækker.
Ali er en spasmager, der gerne går langt for en pratical joke. Derfor overvejer jeg et kort øjeblik, om han har taget røven på mig – her er jo intet… Men så ser jeg pludselig revet tone frem i dybet, mere end 35 meter under overfladen. Wow!
For at komme i læ af strømmen, svømmer vi helt tæt på revet, der er på størrelse med to-tre tennisbaner i forlængelse af hinanden. Knolden rejser sig flere hundrede meter op fra dybet. Korallerne her er i den bedste tilstand jeg nogen sinde har set. De stortrives i den rivende strøm, der ofte må være her. Blødkorallernes ’stammer’ er tykke som en sumobryders lår. Og selvom det er dybt, er vandet så klart, at lyset får farverne til at komme frem. En enlig revhaj lusker omkring forenden af revet, hvor en dyb sprække flænger klippen som om en kæmpe havde kløvet det med en økse.
Den store dybde gør, at dykket bliver kort, alt for kort. Efter 25 minutter stiger vi op for at starte en længere dekompression. Vi kan stadig se hajen og skyggen af revet indtil strømmen har ført os langt væk. Ali og jeg hænger og smiler til hinanden under vores dekobøje, mens gummibåden venter i nærheden. Sådan er det altså at dykke på et jomfrurev.

Alternativet
Den nordlige del af det Røde Hav er med sin nærhed til Cairo og infrastrukturen i form af veje, lufthavne og afsaltningsanlæg, blevet udviklet igennem de sidste 10-15 år. Overudviklet vil nogen måske mene? Men efterhånden som områderne omkring Hurghada og Sharm el Sheikh er blevet mere og mere besøgt, er der udviklet alternativer længere mod syd.
Det hele startede for 15 år siden, da den ægyptiske embedsmand Hossam Helmy blev træt af at arbejde for præsident Mubarak. På trods af en glorværdig karriere og gode forbindelser til magtens absolutte inderkreds, forlod...

Log ind for at se fulde artikler eller opret gratis profil hvis du endnu ikke har et login på DYK. Begge dele gør du her.

Få også DYK magasinet hele året rundt ved at abonnere her: DYK Magasinet

Læs også