License to Dive
- Dykning i James Bond universet
James Bond er i nattens mulm og mørke sejlet over til øen Crab Key ud for Jamaica, hvor superskurken Dr. No holder til. Bond hviler sig indtil morgengryet og vækkes af en stemme, der nynner en calypsosang: Underneath the mango tree... Underskønne Ursula Andrews’ entré i strandkanten – ikke iført meget andet end en dykkerkniv – hører stadig til blandt de allerbedste Bond-moments...
Dr. No (1962) blev den første James Bond-filmatisering. Den blev indspillet på et skrabet budget med en (dengang) ret ukendt skotsk skuespiller i hovedrollen. Egentlig havde man tænk, at det skulle have været Ian Flemmings roman Thunderball, der skulle have været EON Productions første 007-film, men man vurderede, at den ville blive for kostbar at indspille på grund af de mange undervandsscener.
Trods det begrænsede budget, blev Dr. No alligevel en pæn succes og Sean Connery trådte fint i karakter som Commander Bond. At det er Jamaica, der danner baggrund for historien, er ingen tilfældighed. Ian Flemming havde en ejendom på øen, hvor han skrev mange af sine bøger. Flemmings ranch hed i øvrigt Goldeneye...
Filmatiseringen af Dr. No holdt sig ret tæt til romanen. Den introducerede mange af de faste elementer, der stadig mere end 40 år efter, er helt uundværlige komponenter i en Bond-film. Filmhistoriens længste og mest populære serie var født. Kort tid efter kom From Russia With Love (1963) og Goldfinger (1964), der begge er klassiske og fremragende Bond-filmatiseringer, men som set fra et dykkesynspunkt desværre er knastørre ørkenvandringer.
He got the point Det blev der til gengæld rådet effektivt bod på med filmatiseringen af Thunderball (1965). Nu hvor seriens succes var sikret, og filmene mere end tjente sig ind igen, turde man godt binde an med undervandssekvenserne. Dykning er et centralt element i bogen, men der er endnu mere undervandsaction i filmen på grund af produceren Kevin McClorys personlige interesse i dykning. Alle de elementer, der hører hjemme i en klassisk Bond-film, er på plads i Thunderball. Tæt på-episoder med hajer, fikse gadgets fra Q, undervandskampscener, dyster med dykkerknive og håndgemæng med harpuner, eksotiske locations og babes i stramme neoprendragter.
Man måtte designe særlige undervandsfilmkameraer og i det hele taget tilkalde Hollywod-eliten inden for uv-filmarbejde for at kunne realisere visionerne. Filmens instruktør Terence Young har senere udtalt, at han syntes, at undervandsscenerne sænkede filmens tempo. Men de har deres berettigelse i forhold til handlingen og de har deres egen stemning. Det gælder især scenerne rundt om det sunkne jagerfly, der bærer de atombomber, som er omdrejningspunktet i filmens plot.
Vores helt møder Bond-baben Domino, mens hun fridykker fra en lille båd ved Bahamas. Hun sidder fast i en koral under vandet, men Bond redder hende fra druknedøden. I det oprindelige...