DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV!

  Danmark  Danmark
Lillebælt – Danmarks smørhul
Vi ligger i strømlæ bag en af pillerne til den gamle Lillebæltsbro og gør os klar til at dykke ved den. Pillen nærmest Fyn kan godt nås fra kysten, men strømmen kan være lumsk, så en båd er at foretrække.
Lillebælt – Danmarks smørhul
Vi er fanget af strømmen bag bropillen. Så længe vi er i læ, går det, men kommer vi for tæt på kanten, hvor strømmen tager til, kan vi ikke gøre andet end at vende om igen.
Lillebælt – Danmarks smørhul
Lillebælt – Danmarks smørhul
Lillebælt – Danmarks smørhul
105 mm-objektivet er fantastisk, når man skal forevige de helt små ting, som denne gennemsigtige reje.
v
En sønellike (Metridium senile) har foldet sig sammen for at få lidt ro.
Lillebælt – Danmarks smørhul
Fjæsingen er vores giftigste fisk, og den er i øvrigt særdeles velsmagende. Denne her lå og trykkede sig i sandet, men pludselig stak den af, så jeg nåede kun at tage ét eneste billede.
Lillebælt – Danmarks smørhul
Stor Søanemone (Urticina felina)
Lillebælt – Danmarks smørhul
Sønelliken er parat til et måltid mad, som den fanger i strømmen med sine mange tentakler.
Lillebælt – Danmarks smørhul
Panserulken ligner noget fra Jurassic Park.

Lillebælt

– Danmarks smørhul

Tekst og Makrofotos: Jesper Kjøller Vidvinkelfotos: Lars Kirkegaard
Mulighederne for vægdyk, strømdyk og dybdedyk direkte fra stranden har gjort Lillebælt til et af Danmarks mest populære dykkesteder. Men også internationalt har området et fint ry. Hvis du fx googler på nogle af stednavnene i Lillebælt, finder du masser af tyske og sågar hollandske hjemmesider, der beskriver dykningen i den smalle passage mellem Jylland og Fyn i rosende vendinger. Vi tog en fridag fra redaktionen for at se, hvad en sommerdag i bæltet kunne byde på.

Jeg blev certificeret som dykker i en påskeferie i begyndelsen af 90’erne og kort efter tog jeg et advanced-kursus, der for alvor gav mig blod på tanden – nu skulle der dykkes! Mens jeg gik og ventede på på min første dykkeferie til Sydfrankrig, blev jeg inviteret med på en dykkeweekend til Fyn. På dette tidspunkt troede jeg egentlig, at det med at dykke i Danmark kun handlede om uddannelse – min holdning var lidt, at dykning i det kolde, grumsede vand var et nødvendigt onde for at få adgang til klare, blå have under sydlige himmelstrøg. Jeg vidste ikke bedre...
Vi ankom til søspejderne ved den gamle Lillebæltsbro på en af de første rigtige forårsdage det år. Solen strålede fra en skyfri himmel og jeg havde netop investeret i en ny våddragt, så selv om vandet stadig havde forårstemperaturer, kunne jeg se frem til for første gang at dykke uden at fryse som en lille hund i en tynd snor.

Først en ene vej...
I dag er den næsten væk, men dengang var der en solid bådebro i venstre side foran søspejdernes gule træbygning. Broen var det naturlige udgangspunkt for vores dyk. Vi havde fået at vide, at strømmen kunne skifte uden varsel, og at vi skulle holde tæt kontakt med skråningen, så vi ikke kom ud i frit vand. Desuden kunne vi risikere en ordentlig gåtur tilbage til udgangspunktet, hvis vi ikke passede på.
Godt så. Vi vadede ud i vandet og det sidste jeg så, inden vi gik under, var min spritnye neon-grønne udstyrstaske, der stod inde på bådebroen. Vi steg ned og fik styr på afbalanceringen og den line, der gik til overfladebøjen, så divemasteren inde på land kunne holde øje med os. Allerede på 5-6 meter begyndte strømmen at tage til og så gik det ellers over stok og sten. Det utrolige var, at strømmen skiftede retning flere gange. Vi havde lidt problemer med at holde sammen og vi måtte af og til stoppe op ved at holde fast i skråningen for lige at få samlet tropperne. Men det gik og vi lærte snart at tilpasse vores fart ved at forsøge at fylde mere i vandet på sektioner, hvor strømmen var svag. Og ved at være så strømlinede som muligt, når vi ønskede at sætte farten ned.
Men jeg mistede snart fornemmelsen af hvor vi var henne. Strømmen førte os hid og did. Først den ene vej og så den anden vej – alt efter hvilken dybde vi var på. Selv om jeg nød dykket i fulde drag, kunne jeg ikke lade være med at spekulere over den lange gåtur, der måtte være i vente. Vi dykkede i 43 minutter (jeg har stadig min logbog fra dengang), og på små tre kvarter kan man komme rigtig langt væk, når strømmen raser i Lillebælt. Jeg frygtede det værste, da vi var ved at stige op. Hvor langt væk var vi kommet? Var vi nået op til Strib eller var vi på vej ned i det sydfynske øhav? Skulle vi slæbe vores udstyr tilbage langs kysten eller måtte vi ud på landevejen for at praje en hyrevogn? Men det første jeg så, da vi endelig brød overfladen var ... min spritnye neon-grønne udstyrstaske, der stod inde på bådebroen. Vi...

Log ind for at se fulde artikler eller opret gratis profil hvis du endnu ikke har et login på DYK. Begge dele gør du her.

Få også DYK magasinet hele året rundt ved at abonnere her: DYK Magasinet

Læs også