DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV!

Liveaboard

– før ... og nu

Tekst og foto: John Bantin

”Vi er ikke bare ude hvor kragerne vender – vi er på kanten af verdens ende!” Sådan kunne starten på en typisk dykkebriefing lyde for 20-30 år siden. Dengang var Rødehavet en destination for pionerer og liveaboard-ture var kun for de mest hærdede. I dag er det ikke længere en ekspedition at tage på dykkeferie til det Røde Hav, men en velsmurt charterferie og liveaboard-skibene i Rødehavet er udstyret med alle tænkelige bekvemmeligheder. Vi tager en rejse fra før til nu.

Jeg tilstår det. Jeg har i mange år været rødehavsnostalgiker. Jeg har gjort mig skyldig i gentagne gange at have fortalt folk, at Rødehavet ikke længere er nær så godt, som det var i gamle dage. Jeg har oven i købet sagt det, når de lige var kommet op af vandet, helt eksalterede oven på det, de selv mente var et fantastisk dyk.
Men hvordan var det i gamle dage? Min første tur til Rødehavet var en januar først i 80’erne.
Vi fløj til Ovda, en militær lufthavn midt i Israels Negev-ørken, og kørte to timer i bus til den ægyptiske grænse, som det tog os omkring to timer at krydse. Kontrasten mellem den første og tredje verden var ved at blive synlig. Efter fire timers yderligere bumpen gennem Sinai i en forhistorisk beduintaxa, hvor alting uden for var sort som beg, tilbragte vi natten i nogle træhytter uden faciliteter – på nær masser af sand og ellers ingenting. Hytterne lå på en i øvrigt øde og vindblæst strand. Vi nød det mest betagende syn af mælkevejen på en perfekt nattehimmel, selv om der var lidt ensomt.
Næste morgen begav vi os uvaskede langs med den trøstesløse kystlinie på dette gudsforladte sted ved navn Na’ama Bay. Den bitre vind blæste bunker af støv sammen til minitornadoer. Vi undrede os over hvor båden var og hvad der var blevet af den mand, som havde taget vores pas før han forsvandt aftenen i forvejen. Han var gået med de beroligende ord: “Bare rolig, jeg er jeres ven.”
Senere på dagen kom vores ven tilbage. Vi nåede frem til militærhavnen ved Sharm el Sheikh og så fulgte endeløse formaliteter, hvor svært bevæbnede soldater bordede vores skib, den daværende alderspræsident blandt Rødehavets liveaboards, MV Lady Jenny V. Hun blev bygget i 1936, og så mere rusten ud i virkeligheden end hun havde gjort i rejsekataloget, og virkede yderst ejendommelig. Det var nu to hele dage siden, vi tog hjemmefra. “Vi er ikke bare ude hvor kragerne vender,” sagde den britiske kaptajn Adrian O’Neal i sin briefing, mens båden lå for anker (med bunker af tung destruktiv ankerkæde oven på koralrevet) på et sted kaldet The Temple. “Vi er på kanten af verdens ende!” Nærmeste nødhjælp og nærmeste medicinske faciliteter er langt, langt væk i Israel.

Under dynen
Vi stævnede ud for at dykke ved Ras Mohammed og Tiranstrædet, men besøgte også Sinais øde kyst for at dykke ved steder som Tower, Ras Umm Sid og det lavtliggende vrag Yolanda ved Ras Mohammed. Jo, det lå virkelig lavt, før det gled af revet i en storm den efterfølgende vinter! I dag ligger det alt for dybt til at dykke på.
Jeg havde medbragt en let tropisk våddragt, men vandet var både koldt i havet og under bruseren. Nu var det ikke fordi vi tog så meget brusebad. Der var kun tre brusere til 18 gæster og begrænset forsyning af ferskvand.
Bruserne gik jævnligt i stykker. Jeg brugte oceaner af tid i min køje i et forsøg på at få varmen.
Båden havde...

Log ind for at se fulde artikler eller opret gratis profil hvis du endnu ikke har et login på DYK. Begge dele gør du her.

Få også DYK magasinet hele året rundt ved at abonnere her: DYK Magasinet

Læs også