Makkerånding på Thistlegorm

Det lignede ellers et dyk som så mange andre, da jeg gled ned gennem vandet, og silhuetten af SS Thistlegorm blev skarpere. Sigten var ikke så god, som den plejede, og strømmen rev i os på vej ned langs rebet. Men det var på den anden side ikke noget, jeg ikke havde prøvet før på lige netop dette sted. Jeg var guide for en gruppe på seks italienere. Instruktøren på båden – lad os kalde ham Luca – havde resten af gruppen på otte mand. Vi havde allerede om morgenen dykket første gang på vraget med en meget kort bundtid på 33 min, så jeg havde aftalt med Luca, at vi ville gennemføre dykket og tage gæsterne hen til tovet, så de kunne udføre deres sikkerhedsstop. Vi ville vente for neden, og når de var oppe i båden, kunne vi så løsne tovet sammen med ankerlinen, der holdt os fast i stævnen af Thistlegorm, så vi kunne sejle videre. Strømmen forsvandt, som den så ofte plejer, så snart vi nåede vraget og vi begyndte turen ind gennem det ødelagte bagerste lastrum, hvor bomben havde ramt.
Som alle andre dyk på Thistlegorm, bevæger man sig hver gang ind i en tidslomme, når man penetrerer vraget. Man bliver taget tilbage til den skæbnesvangre nat for 64 år siden hvor skibet gik ned. I mange af lastrummene står motorcyklerne, lastbilerne, sengene, flyvingerne og alt det andet materiel fuldstændigt som det gjorde d. 6. oktober 1941.
Vi var heldige med timingen af dykket, så vi var næsten alene på vraget, eller i hvert fald så alene, som man nu kan være, når der ovenover ligger omkring ti dykkebåde, der konstant hælder dykkere i vandet. De fleste dagbåde spiste frokost nu, så jeg kunne svømme uforstyrret igennem som guide for min gruppe. Det var den samme fantastiske følelse hver eneste gang at glide over disse motorcykler, og jeg kunne ikke dy mig for at sætte mig på en af dem og lege, at det var mig, der kørte den. Vi fortsatte frem inde i skibet til forreste lastrum og steg op til dækket for at kigge nærmere på de store togvogne.
Der var efterhånden gået 20 minutter, og jeg begyndte at tænke på at vende tilbage til tovet med min gruppe. Efter at have fået status på luften, besluttede jeg mig imidlertid for, at gæsterne var blevet meget bedre til at spare på luften, så jeg mente, at vi sagtens kunne fortsætte lidt endnu. Jeg svømmede ind i mit yndlingsrum i skibet, det forreste. Her kan man se sig selv i luftlommen i loftet. Der var nu gået omkring 35 min, og min dykkecomputer fortalte mig, at det snart var ved at være tid at sende gæsterne op, hvis jeg selv skulle have bundtid tilbage til at frigøre båden.
Luca, der ledte sin gruppe nogle meter bagefter min, signalerede, at han også ville tage sin gruppe tilbage. Vi steg op til 15 meter, og svømmede over vraget tilbage til tovet.

Tom for luft! Her mærkede jeg første tegn på, at det blev noget sværere end normalt. Strømmen var taget til, og vi fløj over vraget til agterenden. Det ville bliver en hård tur tilbage i modstrømmen til forstavnen af Thistlegorm...