Det roligste vand...

Følgende hændelse udspillede sig i 1989. Det var en strålende forårsdag da vi standsede ved dykkecentret for at fylde luft på vores flasker. Gennem en uge havde vi planlagt at dykke på et vrag ved Grösslingarna uden for Marstrand. 

Vi var Jan, Zäta og jeg. Jan var 33 år dengang og en god sejler, men han havde blot en håndfuld dyk bag sig fra Thailand. Zäta var 26 år, men mere erfaren med en lang række dyk i logbogen. Og så var der mig, blot 22 år, en begynder, der lige havde fået mit OW-certifikat.

Mens luften blev presset ned i vores flasker rådførte vi os med instruktøren på centret angående vraget. Han sagde, at det var et fint vrag, men at Grösslingarna var et meget vejrfølsomt sted. Da havet så stille og roligt ud tog vi bilen ud til Jans båd, lastede og lettede anker.

En hel bunke dyk

Dette var vores første dyk sammen. Zäta og jeg havde længe ventet på mit certifikat, så vi kunne komme til at udforske dybet sammen. Da Jan fik dette at vide, foreslog han straks, at han tog med. Vi vidste ikke meget om hans dykkeerfaring, ud over at han havde dykket en ”hel bunke” dyk i Thailand. Det viste sig senere, at det blot var en håndfuld dyk...

Turen fra Tjörn ud til Grösslingarna tager cirka en halv time på det forholdsvis rolige hav. Vel fremme noterer Jan, at det ser strømfyldt ud ved øen. Jeg kan se, at der er  krusninger i overfladen på grund af den stærke strøm. Ingen af os tænker overhovedet den tanke, at det ikke er nogen god idé at dykke under disse forhold. 

Vi fortøjer båden og bærer udrustningen i land. Grösslingarna deles af en kløft. Her aftaler vi at gå ned og følge klippen til maksimalt 20 meter. Det er vores eneste plan. Zäta er først. Han hopper i sin gamle camouflagedragt, tager sit udstyr på og beder os om at skynde os. Jeg skynder mig og går hen til Zäta for at lave makkertjek. Så lyder der pludselig et stort plask ved siden af os. Det er Jan som allerede er hoppet i. Vi hopper i kort efter, idet Jan ikke gider komme op for at lave et tjek. 

Overfladesvømning

Lidt efter daler vi sagte mod bunden på Zätas kommando. På cirka fem meters dybde ser vi en del vragdele og føler os opstemte. Snart skal vi penetrere vores første vrag! Dønningerne trækker i os og vi går dybere. Vi følger væggen nedad til cirka 18 meter. Der er ikke flere vragdele eller vrag i sigte. Zäta gør tegn til at afbryde og gå op. Vi tager en pause på land og diskuterer det hele igennem over en kop kaffe. Sandsynligvis var det den forkerte vej ned til vraget, så vi beslutter os for at svømme cirka 20 meter mod øst i overfladen, hvor vi mener at vraget ligger for at gå hurtigt ned. 

Jan tager teten og Zäta og jeg følger efter. På Zätas kommando tømmer vi vestene og synker mod bunden. Jeg ser snart, at Zäta er begyndt at svømme hurtigt nedad og skynder mig efter, for ikke at sakke bagud. Jeg kaster et blik mod Jans position, men kan ikke se ham. Jeg stopper og...