Mission impossible?

Undervejs gennem Europas flyvepladser mod målet Eilat, tænkte jeg over pengepræmier, miljøprojekter og mit lidt pressede tidsskema. Hmm, Robin Hood med kamera i stedet for pil og bue. At tage fra de rige (i dette tilfælde Sandisk og de andre sponsorer), for at give til de fattige, hvilket bliver et miljøprojekt, hvor pengene virkelig kan gøre nytte.
Jeg følte mig inspireret og det var på tide for mig at spænde kameraet, lade batterierne og sigte mod histogrammet. Jeg vidste endnu ikke, at jeg havde begivet mig ud på en slags svanemærket Mission Impossible.
Først måtte jeg kæmpe mig gennem de endeløse sikkerhedsforanstaltninger i Tel Aviv. Og dernæst mødte jeg det hele igen i Eilat – ganget med to. Det blev midnat og jeg var efterhånden ret smadret. Ved rullebåndet fik jeg den besked, at flyets overvægtsproblem var blevet løst ved, at min ret ”tunge” dykketaske skånselsløst var blevet efterladt i Tel Aviv.
– Tomorrow at lunchtime if you are lucky! var det eneste svar, jeg kunne få. Morgendagen, der var min eneste og så nok så vigtige rekognoscerings- eller træningsdag, så ikke ud til at kunne blive til noget. David Pilosof, lederen af konkurrencen, hentede mig i lufthavnen.
– Take it easy Magnus. Your buddy is waiting by the center tomorrow and you just come down when you have your stuff. OK?, sagde Pilo så cool som kun en israeler kan.
Jeg prøvede at se lige så cool ud som Pilo, og jeg svarede: Yeah, no problem!, uden at være  helt overbevidst. Robin Hood-følelsen var væk.

Vand på forkerte steder
Stakåndet nåede jeg frem til Manta Diving Club for mit første træningsdyk. Klokken var over 12. Jeg og min nye dykkeven Noaz satte kursen mod den lille klippe Moses Rock. Jeg ville teste en ny supermakro-linse med navnet Macro Mate. Et forstørrelsesglas, man fælder ned foran porten og vips får man to ganges forstørrelse. Min Macro Mate sad ikke rigtig hvor den skulle på grund af min ekspresmontering, da tasken endelig nåede frem. Jeg rodede med linsen under vandet for at får den sat i den rette position. Den røde lampe i lækagealarmen, begyndte at blinke og det er aldrig et godt tegn. Suk! Jeg var alt for træt til at blive hidsig. Jeg gik langsomt op til overfladen og svømmede i land. Noget slukøret kunne jeg konstatere, at mit første træningsdyk ikke gav mig nogle idéer. Resultatet blev i stedet to spiseskefulde saltvand i bunden af uv-huset.
Jeg forklarede min buddy Noaz, at dagens målsætning om at nå tre hurtige træningsdyk  måtte afblæses. Jeg måtte koncentrere mig om at få udstyret til at fungere.
– Vi ses på centret klokken 9 i morgen. Ønsk mig held og lykke med udstyret, sagde jeg inden jeg steg ind i en taxi på vej mod hotellet.
Jeg lavede en trykprøve i hotellets pool samme eftermiddag. En flok ret beduggede russere i baren undrede sig over, hvad jeg havde gang i.
– Are there any sharks in the pool? spurgte den af...