Naturklumme

Hver dag er tusindvis af truede dyr ofre for ulovlig jagt og handel. Forskere og politi får nu hjælp fra en ny front: et lille molekyle, som vi kender som DNA.
Ulovlig jagt på truede dyr, salg af eksotiske akvariefisk, fiskeri i beskyttede områder og brug af hvalprodukter i kosmetik finder sted hver eneste dag. Det har hidtil været problematisk at dømme lovovertrædere. Dels kan det være svært at identificerer produktet, når det først er lavet til smykker (fx koraller og skjold fra havskildpadder), tilført kosmetik (lipider fra hvaler) eller traditionel medicin (hajer, skildpaddeæg) eller når det ligger i køledisken hos fiskehandleren. Og dels kan jagten på en art i nogle tilfælde være lovlig i et område, men ulovlig i et andet, det gælder fx støren og dens kaviar. Og det kan være næsten umuligt at bevise, hvor dyret er fanget. Ligeledes er nogle kæledyr lovlige, hvis de kommer fra opdræt, men ulovlige, hvis de er fanget i naturen, som det er tilfældet med mange eksotiske akvariefisk.

CSI
Wildlife forensics (retsmedicin på vilde dyr) er et forholdsvis nyt redskab, der benyttes til at håndhæve loven med. Det fungerer som i de kriminalsager, vi bl.a. kender fra den populære tv-serie CSI, dog med den forskel, at det her er truede dyr og planter som er ofrene. Moderne PCR-metoder (Polymerase Chain Reaction) hvor DNA-regioner (gener), opformeres ud fra meget små mængder (fx en dråbe blod, et hår eller et skæl) har revolutioneret efterforskningen. Brugen af DNA når der skal opklares sager med truede dyr er ny, men har de seneste år vundet indpas, specielt i USA og Australien. DNA har vist sig at være enormt informativt, fordi dele af DNA-sekvenserne er unikke og kan benyttes til identifikationer på forskellige niveauer: arter, (er dette kød fra en blåhval?), populationer (kommer denne kaviar fra et sted hvor jagt er lovlig?), og individuelle stammer (er disse akvariefisk fra registrerede opdræt?).
Er det hval- eller fårekød?
Et godt eksempel på brug af DNA er ulovlig hvaljagt. Den internationale hvalkommission forbød jagt på hvaler tilbage i 1986. Nogle få lande, deriblandt Japan, har forsat jagten på vågehvaler, forudsat at formålet er videnskabelig forskning. Disse hvaler kan efterfølgende sælges på de lokale markeder. Ved at sammenligne DNA fra vågehvalkød solgt på disse markeder med en database af kendte DNA-sekvenser fra forskellige arter og populationer, viste det sig, at en stor del af det lovlige hvalkød faktisk stammede fra truede blåhvaler, pukkelhvaler, bryde’s hvaler og finhvaler. Yderlige var noget af ”hvalkødet” fra delfiner, marsvin, får og heste. Så ikke alene var der tale om ulovlig jagt, men også direkte svindel og fejlreklamering overfor forbrugeren.
Genetiske metoder har åbnet helt nye muligheder for at håndhæve loven og beskytte truede dyr. Det er et felt, som er i hastig udvikling og noget, som vi kan forvente at se meget mere til i fremtiden.