DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV

  Reportage  Reportage
OWUSS-scholarship – Elines dagbog december
Eline er fra Holland, men er alligevel ikke vant til at dykke i tørdragt. Men det blev hun i Skotland!
1 af 1

OWUSS-scholarship

– Elines dagbog december

Af Eline Feenstra

Det tog mig kun et par få dage at blive forelsket i Skotland. Ved ankomsten tog jeg en rundtur i højlandet via adskillige toglinjer for at få et indtryk af landskabet. Og smukt som det var begyndte jeg allerede at være begejstret over mit ophold her.
Mit første stop var Oban, en mindre by på vestkysten 64 km syd for Fort William. Min vært på stedet var Mike Morgan, som ejer Puffin Dive Centre. Puffin er et af Skotlands største dykkecentre og der i Oban dykkede jeg mit første tørdragtsdyk nogensinde! Mere end entusiastisk og med mindet om nogle tidligere meget kolde dyk i våddragt, hoppede jeg i vandet! Blot for at finde ud af at jeg frøs alligevel i trilaminatdragten. Men heldigvis fik jeg en 5 mm neopren tørdragt fra Northern Diver og en Arctic underdragt fra Fourth Element – og indtil videre har jeg ikke frosset!
Efter Oban besøgte jeg Aquatron, et af de kun to dykkecentre i Glasgow. Jeg kan ikke takke dem nok for deres ulejlighed med at få min tørdragt skræddersyet til mig. Og fordi jeg simpelthen ikke kunne vente med at prøve den, fik de mig i et svømmebassin den samme aften hvor jeg kunne boltre mig i den!
Med mit HSE sat på pause for en stund, tog jeg imod en invitation fra Orkneyøerne. Disse øer ligger mellem det nordlige Skotland og Shetlandsøerne. Mit mål var Stromness, en lille by på Orkneys hovedø, hvorfra der er nem adgang til Scapa Flow. Scapa Flow er en naturhavn, som udgjorde en vigtig nordlig base for den engelske flåde under både første og anden verdenskrig. Efter første verdenskrig blev den tyske flåde sænket og i dag man kan dykke ved vragene. Scapa Scuba, det eneste dykkecenter på Orkneyøerne gjorde dette muligt for mig. Ben Wade og Sara Turner var mine to enormt entusiastiske værter, og det skal jeg sent glemme. Det skyldes ikke kun deres store venlighed, men også alle de oplevelser som de tog mig med på. Jeg deltog i Open Water-kurser i koldt og mørkt vand, såvel som i reparation af tørdragter og så selvfølgelig stedets helt utrolige vragdykning!
Jeg vil aldrig glemme mit første vragdyk. Om bord på Radiant Queen, en pragtfuld dagtursbåd, blev jeg guidet af bådejer og skipper Emily Turton på et dyk ved SMS Karlsruhe, en tysk let krydser. Det var en ret hård dag. Båden gyngede op og ned. Det blæste og det regnede. Hoppet ned i vandet var to meter. Bølgerne var enorme og jeg kunne nærmest smage adrenalinet! Men ned kom vi! Og med ét så vi dette gigantiske vrag dukke op nede fra dybet. Vraget var dybt fascinerende og det stod fuldstændig klart malet i det grønne vand. Fordi Emily er vant til at arbejde som guide på disse vrag kunne hun stort set vise mig alting. Så jeg fik den helt store tur. Jeg elskede det og ønskede at jeg kunne blive der!
Og jeg var heldig endnu en gang. Scapa Scuba og Radiant Queen vil være mine værter i endnu en uge! Derefter vil jeg omsider starte på mit HSE.

Log ind for at se fulde artikler eller opret gratis profil hvis du endnu ikke har et login på DYK. Begge dele gør du her.

Få også DYK magasinet hele året rundt ved at abonnere her: DYK Magasinet

Læs også