OWUSS-scholarship

Til receptionen for Our World-Underwater Scholarship Society i Las Vegas mødte jeg Jeroen Jongejan – han er hollænder og ejer af Dive!Tutkaka. Entusiastisk som han er, tilbød han mig den aften et praktikophold på hans dykkercenter i New Zealand. Det var kun et spørgsmål om en e-mail og et telefonopkald, før jeg befandt mig bag rattet, mens vi kørte gennem de smukke bakker på den nordlige ø på vej mod Tutukaka, tre timers kørsel fra Auckland. Yes! Dive!Tutukaka drives af Jeroen og hans partner Kate, og sammen har de New Zealands største dykkercenter. Hver dag besøger fire både Poor Knights Islands. Disse øer ligger 23 kilometer fra kysten og befinder sig i den varme østaustralske strøm, der bevæger sig op gennem koralhavet. De varme vande og mange tusind års adskillelse fra hovedøen har resulteret i et unikt undersøisk miljø. En overflod af fisk, lige fra kæmpe stimer af territoriale jomfrufisk til tætte stimer af snappere og kingfish, farverige vægge dækket af bløde koraller, viftekoraller, anemoner, svampe og nøgensnegle. Store tangplanter dækker havbunden og pilrokker, der parrer sig, finder vej gennem den kulørte have. På grund af øernes vulkanske oprindelse bliver de stejle nedadgående sider af øen pludselig til spektakulære drop offs lige under overfladen, hvor man finder tunneler, buer og huler (Poor Knights hævder, at de har verdens største hule i havvand). Jacques-Yves Cousteau mente, at dette var en af verdens bedste dykkerdestinationer. For mit vedkommende er det i orden – tempererede vande, tangskov, stimer af pilrokker og det blå vand, der lokker under en buet klippe. Vandet er lidt koldt, men solen er varm og står højt på himlen. Jeg befinder mig i New Zealand – landet hvor Ringenes Herre blev optaget. Det er virkeligt magisk! Dive!Tutukaka har gjort meget for at beskytte disse øer og har også vundet en del priser for det – både forretnings- og turisme-priser. Man skal heller ikke glemme de to skibe, de har sænket. HMNZS Tui og Waikato udgør i dag uvurderlige kunstige rev. Det er utroligt heldigt, at øerne nyder den højeste grad af miljøbeskyttelse i verden – både marine- og naturreservat. En fuldstændig urørlig zone. Det var her i disse frodige omgivelser, at Jeroen og Kate lod mig dykke hver eneste dag. Jeg lærte en masse, men vigtigst af alt lærte jeg, hvordan man kan få noget igen, mens man selv giver – til kunderne, til de dejlige medarbejdere, til samfundet og til miljøet. Tre uger senere rejste jeg tilbage til Europa, hvor jeg for anden gang var blevet inviteret til Norge af italienske Carlo Golfetto fra dykkercenteret OneOcean. Denne måned, der allerede var fuld af vilde indtryk, sluttede i det kolde vand ved Kristiansand. En dag på et stranddyk svømmede vi forbi en livløs væg og den hvide sandbund fik vandet til at se grønt ud. Temperaturen var nede på to grader og pludselig omkring os var der massevis af store hvide, bløde koraller, der hang omvendt. Det var så mærkeligt, men så smukt!