OWUSS-scholarship

Efter at have afsluttet mit DSAT trimix-kursus med Oxygene Malta, tilbragte jeg endnu et par dage på Malta, hvorefter jeg satte kursen mod Pisa i Italien for at møde Danilo Cialoni. Han er læge, DAN-forsker, medgrundlægger af Apnea Academy (www.apnea-academy.com) (en italiensk træningsorganisation for fridykkere) og ikke mindst er han selv en fremragende fridykker. Jeg besøgte ham og over 100 andre (hovedsageligt) italienske fridykkere til Apnea Academys samling på øen Elba. Da vi alle var ankommet, tilbragte vi det meste af vores tid i vandet – på en af de mange stationer med vertikale liner, der var opsat lige ned i det blå Middelhav. Der kunne man træne dybdedyk – enten for egen kraft eller med no limits-slæder af den type, du måske har set i filmen Big Blue. Det var anden gang i mit liv, jeg havde chancen for at fridykke ned i det dybe. Det var en meditativ og spændende oplevelse at lade sig omslutte af det blå uden nogen beskyttelse eller gasforsyning. Bare at lade sig falde ned og opleve et øjebliks stilhed ved bunden af linen var en helt unik fornemmelse, der ikke lignede noget, jeg har prøvet før. Efter dykkene hjalp jeg Danilo med at indsamle ultralydsdata for bobler i deltagernes blod, fordi han forskede i taravana-effekten – en slags trykfaldssyge hos fridykkkere.
Efter Elba, var jeg tilbage i Polen igen et par dage, hvorefter jeg fløj til New York. Mit første stop i Staterne var i New England, hjemme hos Vincent og Margaret Malkoskis. Vin arbejder for States Marine Fisheries, en organisation, der holder øje med helbredet hos marine arter i Massachusetts. Jeg tilbragte to dage på og i havet med at tælle forskellige arter og individer på fastlagte områder sammen med ham og hans medarbejdere. Vi undersøgte, hvordan et 30 år gammelt kunstigt rev bestående af beton og bildæk har haft indflydelse på det lokale undervandsliv – og vi fandt en overflod af fisk, der var helt usædvanligt for dette område. På et af dykkene fandt jeg hurtigt ud af, at der ikke var nogen grund til at rette kameraet mod dykkerne, selv om det var mit job at dokumentere deres arbejde. I stedet fotograferede jeg fisk. Jeg er ikke så god til at identificere fiskearter, men stimen, der cirklede rundt om mig, var gulfinnet tun – så meget kan jeg da sige!
Senere tilbragte jeg et par dage på Woods Hole Oceanographic Institute, nærmere bestemt i deres Advanced Imaging and Video Lab. Det var på invitation fra Evan Kovacs, der sammen med resten af staben i laboratoriet arbejder med de allernyeste videokameraer – sommetider så nye, at de endnu ikke er på markedet. De skiller dem ad og anbringer dem i uv-huse med hjemmebyggede kontroller etc. De har forskellige formål, men grundlæggende handler det altid om at få de bedst mulige undervandsoptagelser. Rundt omkring i laboratoriet finder man udstyr, der var cutting-edge for 30 år siden eller en 3D video projector. Under mit besøg var jeg med til at samle et...