Perfekte huledyk

Gourneyras er en hule i Herault-massivet i nærheden af Nimes i det sydlige Frankrig. Et af de største problemer med at dykke i hulen er ganske enkelt overhovedet at komme frem til stedet. Den eneste vej, som leder til hulen er en snoet bjergvej, der lige akkurat er bred nok til én bil Fra nærmeste hovedvej tager det omtrent 20 minutter at køre de sidste to kilometer. Stejle skråninger kun en halv meter fra vejbanen og ingen autoværn gør transporten til en gysende oplevelse. Bedre bliver det ikke, når bilen er fuldt lastet med tungt dykkerudstyr…
Hver gang der planlægges en ekspedition til hulen, er det nødvendigt at rekognoscere i forvejen. Et team på fire personer tager dertil dagen før for at tjekke sigten i vandet. Det kan man kun ved at testdykke. Problemet er, at hulebassinet ligger omkring 70 meter under vejens niveau. Derfor er det vanskeligt at komme derned til fods. Det foregår af en ekstrem stejl stige, og det er umuligt at bære dykkerudstyr ned ad den. Rekognosceringsteamet er altså nødt til at opsætte en kabelbane, så udrustningen kan hejses ned og op.

Kabelbane
Lige over hulen er der en smal, men stejl hylde helt ind til vejen. Under hylden falder væggen 30 meter lige ned. På denne hylde bygger teamet deres kabelbanestation. Det tager 90 minutter at montere maskineriet. I to omgange fires dykkerudstyret ned til hulebassinet. Derefter udfører to dykkere et kort testdyk og resten af gruppen får information om sigten. Hvis sigten er acceptabel, begynder rekognosceringsteamet at transportere al den udrustning, de har medbragt ned. Samtidig starter resten af EKPP-medlemmerne deres lange færd mod hulen. De kommer fra hele Europa. EKPP har medlemmer fra syv europæiske lande, men de anvender engelsk som fællessprog under udførsel af deres projekter.
Sproget er ikke det eneste, der er standardiseret. Det gælder fx også udstyrskonfigurationen, hvor EKPP holder sig strengt til DIR-principperne. I følge DIR-filosofien har hvert eneste stykke udrustning en fast plads og hver dykker er udstyret på samme måde. Reglerne handler ikke så meget om, at udstyret skal komme fra en bestemt producent, men de skal opfylde visse krav. Den omfattende standardisering er nøglen til EKPPs succes.
Hver eneste dykker ved præcis hvordan hver eneste del af udstyret skal håndteres – både deres eget og de andres. Til og med gasblandingerne er standardiserede. Argon er obligatorisk som dragtgas. Supportteamet indånder tx21/35 (trimix bestående af 21 % oxygen, 35 % helium og 44 % nitrogen) selv om de ikke dykker dybere end 50 meter. Men holdningen er, at man ikke kan have for meget helium i åndingsgassen. Argon i tørdragterne kan virke lidt overdrevet. Supportdykkerne laver jo kun korte dyk mens de forbereder ekspeditionen. Men hvad nu hvis en af dybdedykkerne løber tør for argon på vejen tilbage fra den dybe penetration? Dybdedykkerne kan have op til seks timers dekompression i det 12 grader varme vand...