Raja Ampat
– i wobbegongernes verden
Dette dyr må være den perfekte bagholdsjæger. Tålmodigt ligger den flad på en koralknold eller under et overhæng. Ryggens farve og mønster efterligner den overflade, som dyret ligger på. Det bekymrer sig ikke om at dække sig med sand eller gemme sig blandt revets sprækker og revner. Det ligger helt åbent og venter på at slå til, gribe fast og hugge.
Halefinnen er sammenrullet som en spiralfjeder, og det er det eneste, som afslører, at der kan opstå et øjeblik af intensiv action. Der kan komme et eksplosivt udbrud, når en fisk svømmer vild i en stime. Så må den betale prisen for at komme for tæt på den koralagtige, frynsede mund. Angrebet er overstået på et øjeblik. Derefter er alt roligt igen på revet.
Jeg så både store frynsede wobbegong-hajer og mindre eksemplarer. De kaldes også carpet sharks, og det virkede, som om de var overalt. De kan blive op imod to meter lange, så det er ret store fisk, der kan blive offer for deres baghold. Ved én lejlighed lå jeg en lang stund og betragtede en stime af storøjede snappere. Stimen strøg troskyldigt rundt og var helt uvidende om, at de var i farezonen tæt på en wobbegong midt ude på bunden.
Desværre mistede jeg tålmodigheden, inden denne levende fiskefælde klappede i. Det var kun en lille stramning i halespiralen, der afslørede, at wobbegongen var et levende dyr, som var klar til at støde frem og gribe sit bytte, når øjeblikket var inde. Klar til at sende endnu en fangst ned i maven og glemslen. Det skete dog ikke, mens jeg så på. En wobbegong har aldrig travlt. Den ved, at den har tiden på sin side. Bissede trevaller eller grå revhajer styrter frem i rasende angreb, men wobbegongen ligger bare usynlig og urørlig, indtil den ser sin chance. Wobbegonger er heller ikke vant til, at andre dyr lægger mærke til dem, eller til at blive offer for andre rovdyr, de er kun udsatte for indblanding fra gesjæftige dykkere. Onke, vores papuanske dykkeguide, tog mere end én gang forsigtigt en wobbegong ud fra et overhæng ved at trække langsomt i den ene brystfinne for at give mig en bedre chance for at fotografere dyret. Hver gang strittede hajen først imod, men så faldt den til ro. Den lagde sig ned igen og fortsatte med sin efterligning af en måtte. Den tog ingen skade og syntes at være helt ligeglad med vores tilstedeværelse. Faktisk virkede den slet ikke fortørnet over at blive forstyrret. Men jeg var hele tiden meget bevidst om, at disse hajer har et meget imponerende tandsæt, så jeg holdt gerne kameraet ud i strakte arme foran mig, hvis jeg ville have et nærbillede.
Lang rejse
Mens hele Europa havde fornøjelsen af en usædvanlig kold vinter, benyttede Big Jim og jeg årstiden med at besøge en slags ”dykningens hellige gral” – en dampende hed øgruppe ved ækvator, nord for Vestpapuas spids. Vestpapua er den ene del af den store ø, som deles med Papua Ny Guinea i øst. Big Jim specialiserer sig i at arrangere skræddersyede dykkerejser. Han er...