Rambukke og Relikvier

► Sebastiano Tusa var en ledende skikkelse inden for undersøisk arkæologi under de sicilianske myndigheder. Han var besat af at finde en oldtids-slagmark, som historien placerede vest for Sicilien. Gennembruddet kom ved et usædvanligt tilfælde.

 2004 hørte Tusa et rygte om en lokal tandlæge med en enorm samling af maritime genstande såsom kompasser, koøjer og maskintelegrafer i sit kontor. Perlen i hans samling var en bronzerambuk. Den var angiveligt blevet halet op af en fisker og givet til lægen – sandsynligvis som betaling for en konsultation eller behandling.

Bortset fra ét rambukfund i 1980 ud for Israels kyst, som ikke var relateret til et kendt slag, var der aldrig fundet andre eksemplarer. Det gjorde lægens rambuk til en vigtig opdagelse. Det var det første konkrete spor fra den maritime slagmark, som Tusa havde gjort til sin livsmission at finde og udforske.

Efter fem års undersøgelser til havs blev slagmarken ved Egadiøerne, hvor den Første Puniske Krig nåede sin blodige afslutning, endelig opdaget i 2010 takket være arbejdet fra Siciliens Soprintendenza del Mare og RPM Nautical Foundation med deres Hercules, et 37 meter langt forskningsfartøj udstyret til undervandseftersøgning.

Ud for øen Levanzo, omkring 8 km fra kysten, strækker et enormt felt af vragdele sig over mere end 10 km² på gennemsnitligt 85 meters dybde. Hvad der først ligner en sandørken med spredte klippefremspring, har vist sig at være et af de rigeste undervandsarkæologiske områder, der nogensinde er udforsket.

Siden 2017 har organisationen Society for the Documentation of Submerged Sites (SDSS), anført af den italienske GUE-instruktør og mesterlige vragdykker Mario Arena, sluttet sig til arbejdet og tilføjet tekniske dykkere til et projekt, der først blev kortlagt med sonar og ROV’er. Gennem årene har Mario og hans dykkere skrællet historien af lag for lag og afdækket resterne af et slag, der rasede for årtusinder siden.

Kaos
Uorden i det enorme felt af vragdele – resterne af et slag, hvor mere end fem hundrede skibe deltog – er sandsynligvis blevet forværret af trawl-fiskeri gennem de seneste årtier. Da fiskefartøjer har kraftige motorer og spil, der kan trække tunge net, er det sandsynligt, at nogle artefakter mere eller mindre tilfældigt er blevet halet op, hvilket har slettet vigtige spor og gjort rekonstruktionen af begivenhederne endnu vanskeligere.

Alligevel er fundene intet mindre end spektakulære. Syvogtyve bronzerambukke – tidligere fastgjort til stævnen på romerske og karthagiske krigsskibe – er blevet bjærget, hver et mesterstykke i oldtids skibsbygning og et tavst vidne til krigens brutalitet. Omkring tredive Montefortino-hjelme fortæller historien om soldaterne, der kæmpede og døde i slaget, mens hundredvis af amforaer – både græsk-italiske og puniske – vidner om de logistiske behov for flåder på togt. Våben, mønter, panserfragmenter og selv hverdagsgenstande fuldender billedet og...