DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV!

  Rejse  Resa
Santorini – vores mand i Atlantis
Indianos-hulerne danner labyrinter i klipperne under Pharos.
Santorini – vores mand i Atlantis
Orange gevirsvampe klynger sig til klippevæggen.
Santorini – vores mand i Atlantis
Udstyres lastet på trucken for at blive transporteret ned til havnen.
Santorini – vores mand i Atlantis
Tøndesvampene danner mærkelige former.
Santorini – vores mand i Atlantis
Ved styrehuset på vraget efter slæbebåden ved Pala Kameni.
Santorini – vores mand i Atlantis
Skorpionfisk kan være svære at få øje på, men lette at fotografere, når man først har spottet dem.
Santorini – vores mand i Atlantis
Manthos udforsker omkring Kolombos, en undersøisk vulkan otte kilometer ud for Santorini.
Santorini – vores mand i Atlantis
Vulkandykkerne gør sig klar til at forlade havnen i Vlychada.
Santorini – vores mand i Atlantis
Traditionelle græske kuppelhuse og smalle passager bygget langs kanten af krateret.

Santorini

– vores mand i Atlantis

tekst og foto John Liddiard
Der er mange steder i verden, der mener, at den legendariske og forsvundne by Atlantis ligger netop hos dem. Men den græske ø Santorini har bedre argumenter end de fleste. Vores udsendte medarbejder er taget til Grækenland for at lede efter spor under vandet.

Oven over mig danner de 200 meter høje klipper fra Santorinis caldera en imponerende baggrund. At tænke på, at klipperne fortsætter på samme måde 300 meter under havets overflade, gør kun oplevelsen endnu mere pirrende.
Kaptajn Dimitris og dykkerguiden Manthos ankrer båden omhyggeligt op for enden af den oversvømmede højderyg ved Adiavati. Santorinis caldera er ikke resultat af et enkeltstående vulkanudbrud. Gennem mere end en halv million år har adskillige udbrud dannet den ene caldera oven på den anden, efterladende undersøiske klippefremspring der bryder væggens perfektion.
Vi går ned til et plateau på otte meter, med enkelte klippesøjler, der når næsten op til overfladen.
Dimitris bekræfter, at det skinnende rustfri stålanker sidder kilet ind i en sprække, men efterlader alligevel en mand på båden for at holde øje med om den river sig løs. Ankeret er fremstillet til en lystyacht, og dets skinnende rustfri ankerkæde glimter i solstrålerne fra ankeret og op til boven.
Jeg må anstrenge mig for at tænke på dybden, mens min dømmekraft vænner sig til forholdene. Væggen forsvinder nemlig nedad i en sigtbarhed, der er langt over normalen for Middelhavet.
Farveindslagene udgøres af hyppige pletvise bevoksninger, borende og forgrenede svampe i gult, orange og brunt. Der er fisk, men ikke mange.
Middelhavsjomfrufisk står i skyer over de grundere klipper. Små påfuglegylter og junkergylter er evigt nysgerrige og piler konstant rundt. De tobåndede havruder foretrækker de lavere dele af væggen, men ses kun to eller tre ad gangen.
På 35 meter kan jeg se en afsats dækket af klippeblokke med havaborrer. Der er mindst 10 og måske endda 20. Jeg daler ned mod den og havaborrerne fortrækker. Havaborrer er forsigtige fisk og der er ingen mening i at forsøge at komme nærmere.
Som ethvert andet dyk med et storslået sceneri og en sigtbarhed, der siger spar to, må jeg tvinge mig selv til at udforske væggen nærmere. Det tager ikke lang tid før jeg finder et godt udvalg af nøgensnegle, kutlinger og andet makroliv.

Bikinimodel
Vi styrer båden gennem calderaens gamle åbning til øen Aspronisi for at spise frokost og tage dyk nummer to. På Atlantis’ tid ville denne åbning have været betydeligt mindre og den eneste indgang. I dag er den en ud af tre større huller i kraterranden.
Aspronisi er en lille ubeboet ø omgivet af eroderede klipper, der rejser sig 30 meter fra en smal strand. Som ved alle caldera-dykkestederne, falder klippen stejlt og dybt lige ud for stranden.
På væggen beundrer jeg de altdominerende orange forgrenede svampe, der opretholder livet på grund af en næsten umærkelig strøm. Adskilte dale med søgræs bryder væggens ensformighed. De 26° i det lave vand bliver til 20° på 25 meter. Ved Adiavati kunne jeg mærke termoklinen. Her kan jeg også se den og endda fotografere den, fordi bittesmå støvpartikler, der fanges i den bratte overgang glimter i sollyset.
...

Log ind for at se fulde artikler eller opret gratis profil hvis du endnu ikke har et login på DYK. Begge dele gør du her.

Få også dit eget dykkermagasin 20 gange om året ved at abonnere her: DYK NetMag

Fakta

REJSE Flere charterselskaber har rejser til Santorini. Ellers flyver man med rutefly via Athen til Thira (Santorini) Airport. Prisen er fra ca. 3000 kroner. Det er bedst at arrangere gennem et dykkercenter af hensyn til evt. bagageovervægt.

DYKKERCENTRE På turen benyttede vi: Dive Safari og Psarou III www.divesafari.eu.
Volcano Diving Centre www.scubagreece.com.

INDKVARTERING Dolphins Apartments, www.dolphins-santorini.gr

BEDSTE TIDSPUNKT Dykkercentrene har lukket i vinterhalvåret. Dykkesæsonen går fra april til oktober.

Læs også