Santorini

Oven over mig danner de 200 meter høje klipper fra Santorinis caldera en imponerende baggrund. At tænke på, at klipperne fortsætter på samme måde 300 meter under havets overflade, gør kun oplevelsen endnu mere pirrende.
Kaptajn Dimitris og dykkerguiden Manthos ankrer båden omhyggeligt op for enden af den oversvømmede højderyg ved Adiavati. Santorinis caldera er ikke resultat af et enkeltstående vulkanudbrud. Gennem mere end en halv million år har adskillige udbrud dannet den ene caldera oven på den anden, efterladende undersøiske klippefremspring der bryder væggens perfektion.
Vi går ned til et plateau på otte meter, med enkelte klippesøjler, der når næsten op til overfladen.
Dimitris bekræfter, at det skinnende rustfri stålanker sidder kilet ind i en sprække, men efterlader alligevel en mand på båden for at holde øje med om den river sig løs. Ankeret er fremstillet til en lystyacht, og dets skinnende rustfri ankerkæde glimter i solstrålerne fra ankeret og op til boven.
Jeg må anstrenge mig for at tænke på dybden, mens min dømmekraft vænner sig til forholdene. Væggen forsvinder nemlig nedad i en sigtbarhed, der er langt over normalen for Middelhavet.
Farveindslagene udgøres af hyppige pletvise bevoksninger, borende og forgrenede svampe i gult, orange og brunt. Der er fisk, men ikke mange.
Middelhavsjomfrufisk står i skyer over de grundere klipper. Små påfuglegylter og junkergylter er evigt nysgerrige og piler konstant rundt. De tobåndede havruder foretrækker de lavere dele af væggen, men ses kun to eller tre ad gangen.
På 35 meter kan jeg se en afsats dækket af klippeblokke med havaborrer. Der er mindst 10 og måske endda 20. Jeg daler ned mod den og havaborrerne fortrækker. Havaborrer er forsigtige fisk og der er ingen mening i at forsøge at komme nærmere.
Som ethvert andet dyk med et storslået sceneri og en sigtbarhed, der siger spar to, må jeg tvinge mig selv til at udforske væggen nærmere. Det tager ikke lang tid før jeg finder et godt udvalg af nøgensnegle, kutlinger og andet makroliv.

Bikinimodel
Vi styrer båden gennem calderaens gamle åbning til øen Aspronisi for at spise frokost og tage dyk nummer to. På Atlantis’ tid ville denne åbning have været betydeligt mindre og den eneste indgang. I dag er den en ud af tre større huller i kraterranden.
Aspronisi er en lille ubeboet ø omgivet af eroderede klipper, der rejser sig 30 meter fra en smal strand. Som ved alle caldera-dykkestederne, falder klippen stejlt og dybt lige ud for stranden.
På væggen beundrer jeg de altdominerende orange forgrenede svampe, der opretholder livet på grund af en næsten umærkelig strøm. Adskilte dale med søgræs bryder væggens ensformighed. De 26° i det lave vand bliver til 20° på 25 meter. Ved Adiavati kunne jeg mærke termoklinen. Her kan jeg også se den og endda fotografere den, fordi bittesmå støvpartikler, der fanges i den bratte overgang glimter i sollyset.
...