Sardinien

Har du nogensinde følt dig en smule utilstrækkelig når du gik om bord på en dykkebåd? Mens vi læsser udstyret i RIB’en, studerer jeg de kamerasystemer som de andre dykkere medbringer. Mere end halvdelen har skinnende nye Sea&Sea-huse og de allernyeste digitale spejlreflekskameraer. Resten har kameraer, som ikke er meget nyere end mit eget. Mit trofaste Nikon 801 og Subal-huset er nær ved de 10 år, og har rigeligt med skrammer, der beviser alderen. 

Det er nu ikke særligt overraskende. Lige siden Location Sardinia, som er værter for turen, havde nævnt, at jeg skulle være på samme båd som Alan James og hans årlige foto workshop, vidste jeg, at jeg ville få masser af skinnende kameraudstyr at se.

Det er nu slet ikke så dårligt. Alan, som har været her et par gange før, ved hvilke af dykkestederne, der er gode til fotografering og hvilken type billeder, der er muligheder for. Jeg havde udspurgt ham om dykningen over en kold øl aftenen i forvejen og blandt de udtryk, jeg havde bidt mærke i var marint reservat, store barser og 20mm-objektiver.

Med Antheas Divings store gule diesel-RIB tager det 40 minutter at sejle ud til midten af strædet mellem Sardinien og Korsika og til revet øst for den lille ø Lavezzi. To korsikanske dykkebåde er ved at bryde op, mens andre ankommer for at overtage deres plads. Der er travlhed under vandet, men dog ikke vanvittig trængsel.

Dykkestedet udgøres af et par undersøiske rygge af afrundet, furet granit, som rejser sig fra mere end 30 meter til 15 meter på det laveste sted. Store barser dukker med det samme op, dribler direkte ind foran mit 20 mm objektiv og tigger om mad, inden de haster videre for at genere en dykkeguide fra en anden båd, som rent faktisk har mad med til dem.

Jeg har set masser af brune barser før, men ingen så store som disse og bestemt ikke så tæt på. De er ikke så store som jødefisken fra Caribien eller kartoffelbarsen fra det Indiske Ocean og Stillehavet, men med den hastighed, de guffer godbidderne i sig, er de helt klart aspiranter til denne vægtklasse.

Tilbage på båden nyder vi september-solskinnet. Jeg tørrer mit hus af og skifter film, mens den digitale pøbel lige må nævne, at deres hukommelseskort på en gigabyte har plads til flere hundrede high-res fotografier.

Rød og hvid

Dykkebåde kommer og går mens vi afvikler vores to timers overfladeinterval. Da vi endeligt kommer i vandet, har vi alle barserne for os selv. Der er flere end  rigeligt til os hver, så vi spreder os for ikke at være i vejen for hinanden. 

Dykkeguiden Stefano har fortalt, at hornkorallerne på lavt vand har lidt stor skade på grund af den stille og meget varme sommer. Jeg finder nogle få hvide skeletter, men lige efter en kløft mod sydøst, der er dækket med pragtfuldt røde hornkoraller. Sceneriet er så smukt, at jeg lader mig forføre til at tage nogle få billeder, inden...