Shetland

►  Nordisk arv
Jeg havde dog nok nogle forudanelser om, hvordan det ville være, eftersom jeg to gange tidligere havde besøgt Orkneyøerne, som ligger et godt stykke syd, tættere på det skotske fastland.

Shetlandsøerne ligger nogenlunde midt mellem den norske kyst, Færøerne og den britiske kyst. Vikingerne kaldte øgruppen Hjaltland, og arven fra den tid, og det senere norske styre, er stadig tydelig, ikke mindst i stednavnene som hovedstaden Lerwick og Tingwall-dalen.

Vi flyver til Aberdeen i det nordøstlige Skotland, hvor Sara Banderby møder os på hotellet sidst på aftenen. Hun har været på Shetland med en anden gruppe nogle uger forinden i løbet af sommeren, og hun er også den der sammen med Dykhuset i Stockholm har arrangeret denne tur. Om eftermiddagen den følgende dag går vi ombord på færgen, der skal tage os til Shetlandsøerne via Orkneyøerne. Jeg har aldrig været søsyg, men jeg husker den hårde sø, da vi rejste til Scapa Flow to år tidligere, og hvor dårligt de fleste ombord havde det. Men denne gang er det stille vejr og solskin, da færgen sejler ud fra Aberdeen. Vi vågner tidligt om morgenen, samtidig med at vi ankommer til havnen i Lerwick. Her møder vi Hazel, som er skipper på dykkerfartøjet Valhalla, og det er ombord på det fartøj, vi skal tilbringe den kommende uge. Vi påmønstrer og begynder at samle vores grej, så snart al bagagen er løftet ombord af Valhallas kran.

Britisk ubåd
Vi lægger fra land og styrer nordpå mod Baltasundet, som ligger ved den nordligste ø Unst. Turen tager en halv dag og vi ankommer efter frokost. Det første dyk bliver på den britiske ubåd E49. Den 55 meter lange ubåd blev bygget i 1915 og var normeret til en maksimal dybde på 30 meter og havde et ejendommeligt design med en enorm gummipakning, der forseglede skroget i midten.

Den 10. marts 1917 havde den tyske ubåd UC-76 lagt et minefelt i Østersøen, og to dage senere gik E49 på en af ​​disse miner og sank sammen med hele sin besætning.

Da vi ankommer til dykkestedet, er forholdene i top med stille vejr, sol og næsten ingen strøm. Ved det givne signal hopper vi ind og følger nedstigningslinen. Sigtbarheden er over al forventning, og snart afsløres konturerne af ubåden, der ligger på 32 meters dybde, sunket ned i den lette sandbund. Ubådens tårn kigger på siden, og en del af stævnen er sprængt væk og ligger et stykke fra vragets hoveddel. Efter at have svømmet et par sving over vraget og set på alle detaljerne, er det tid til at afslutte dykket.

Jeg giver et stort OK-tegn på overfladen, og straks styrer Hazel direkte mod os og stopper med siden vendt mod os. Som mange dykkerfartøjer her i Storbritannien er Valhalla udstyret med en dykkerlift, så det er virkelig bekvemt at komme ombord. Før jeg overhovedet får mit grej af, kommer Helen ud fra kabyssen og afleverer en stor kop varm chokolade med en topping af karamel, flødeskum og skumfiduser, mums!
De fleste af de...