Koh Lanta

Længst nordpå ligger Ban Sala Dan, som er fyldt med restauranter og turistbutikker. Nogle vil kalde Ban Sala Dan for en by, men med sine tre relativt korte stræder anser jeg den mere for en samling huse og butikker end for en reel by. De fleste af restauranterne i byen er bygget ude over vandet langs den nordlige strand. På Koh Lanta er butiks- og restaurationsindehaverne ikke lige så påtrængende som andre steder. Her findes ingen anmassende sælgere eller klæbende gadeprangere. Stemningen er tilbagelænet og faktisk meget behagelig. Det der måske overrasker mest er, at man på Lanta ikke ser spor af den ellers så omfattende thailandsk/vestlige sexindustri. I mine øjne er Lanta stedet for dykkere, børnefamilier og andre som bare vil slappe af.

Hvalhaj og manta
På Koh Lanta findes der flere dykkecentre, men det største, og eneste center med egne både, er svenskejede Lanta Diver. At dykkecentret har egne både betyder, at der ikke optræder dobbeltbookninger, hvor man som dykker risikerer at blive ladt tilbage på grund af pladsmangel. Fra Lanta udgår dykketurene til tre områder. De to nærmeste er Koh Bida og Koh Ha. Lidt længere borte ligger Hin Mouang og Hin Daeng. Dykkesæsonen ved Koh Lanta går fra midten af oktober til og med slutningen af marts. I begyndelsen af sæsonen er der godt med plankton og med den desuden de store planktonædere hvalhaj og manta. I takt med, at planktonbælterne flytter sig nordpå, følger de store fisk efter, mens vandet klarer op og sigten bliver sådan som mange ønsker at den skal være i tropisk vand – glasklar. I slutningen af dykkesæsonen er der igen plankton, men ikke i samme udstrækning. Med en del held kan man igen møde de store fisk.

Koh Bida Nok
Jeg foretog rejsens første dyk ved Koh Bida Nok. Båden lagde ud klokken otte. Alle om bord fandt snart et hvilested under den cirka to timer lange sejltur. På båden var der egentlig ingen grund til at bekymre sig om tiden, hvorfor min tidsopfattelse måske ikke er helt korrekt. Mens båden tøffede afsted blev der serveret morgenmad. De fleste begyndte at konversere med andre fra selskabet og en afslappet og gemytlig stemning indfandt sig om bord. På båden findes køjer på det nedre dæk hvor man kan hvile sig lidt hvis man har lyst til det. Nogle sov, nogle stegte i solen og andre igen sad i skyggen på øverste dæk og småsludrede.
I god tid inden Koh Bida Nok blev vi bedt om at geare op. Jeg og min guide Guilleaumefik lov til at gå ned lidt væk fra af de andre. Vi skulle ned for at se på en stor gorgonie eller viftekoral, som den populært kaldes. Jeg gik direkte ned ved den – troede jeg. Den viftekoral jeg havde fået øje på var stor – mindst to og en halv meter bred. Guilleaume rystede på hovedet og gjorde tegn til mig om at følge med. Nogle meter længere nede stod en kæmpe viftekoral med en bredde på mindst fire meter. I majestætisk ro stod den der, stor og mægtig med sin basis fast forankret til...