Simply the best
– krydstogt i det sydlige Rødehav
Med en fejende hvid lyskegle hvert femte sekund, forkynder fyret på Big Brother sin tilstedeværelse for omverden. Den lille ø har været vores mål siden vi forlod Port Safaga fem timer tidligere. Fyrtårnet blev bygget af briterne i 1883 og indgik i en kæde af fyrtårne, som skulle guide britiske dampskibe på deres handelstogter til og fra Indien, og sørge for, at lasterne med krydderier, te og silke nåede deres europæiske slutdestination.
Under hele turen har vinden gjort sit bedste for, at vi skulle få så meget gyngeri som muligt for pengene, men nu synes den endelig at have givet op. Den gyldne appelsin er netop gået ned i vest, og jeg kan fortsat ane de takkede konturer af fastlandets bjergkæder i den honninggule skumring.
Brothers Islands består af Big Brother og Little Brother, der rejser sig fra havbunden som to smalle søjler, og omkring disse er dybden over 300 meter. De to øer er de eneste rev i miles omkreds, hvilket gør dem til veritable magneter for alle former for liv. Med deres beliggenhed midt ude på det åbne hav, er de eksponeret for den stadigt nærværende havstrøm, noget som yderligere bidrager til den marine frodighed.
Aida
Som fyrmester i Rødehavet arbejder man tre måneder i træk, og derefter har man fri i en måned. Bemandede fyr kræver, at man må have skibe, som kan transportere personale og forsyninger. Aida var sådan et skib. Hun er 75 meter lang, og begyndte sin karriere som troppetransportskib under anden verdenskrig, men blev senere ombygget til forsyningsskib. Den 15. september 1957 var hun på vej med en leverance til fyret på Big Brother. Der var hård blæst og kraftig søgang. Da hun skulle lægge til ved molen, blev hun slået ind mod revet. Alt mandskab blev beordret i land, hvorefter kaptajnen bakkede hende af revet. Aida drev derefter nogle hundrede meter nordpå, inden hun gik til bunds.
I dag ser man tydeligt sporene fra da hun gradvis gled ned langs revvæggen og efterlod vragrester på hvert plateau på vejen ned. Sigten i vandet er mageløs, og vi ser hende tydeligt allerede, da vi hopper i, til trods for, at vraget har sine laveste dele på 30 meter. For at yde hendes koralprydede skrog retfærdighed, skal dykket helst gøres midt på dagen, hvor solstrålerne trænger ned i dybet. Eftersom de fleste, der besøger hende har luft eller nitrox i flaskerne og ikke er tech-uddannede, er det bare den øverste del af Aida, som er tilgængelig. Den der er uddannet til det, kan gå dybere og se ind i motorrummet. Det er dog gabende tomt, for selve motoren ligger på blot otte meters dybde, direkte over vraget. Ellers er det mest det rige fiske- og dyreliv, som udgør naturlige motiver for fotografen.
Slanke venner
Efter fem minutter forlader vi Aida, går op til 20 meter og fortsætter vores tur mod nordspidsen af Big Brother Island. Afsnittet mellem de to vrag må gå over i historien som noget af det bedste og mest frodige i hele Rødehavet. Her...