S/S Transylvania

Fra min dybde så hun ud som et modelskib langt borte i det fjerne. Min henrykkelse begyndte for alvor et par øjeblikke senere, da jeg nåede 120 meter og opdagede, at vores vragline var havnet lige på agterdelen af vragets brosektion. Derfra kunne jeg udskille den knækkede mast på fordækket. Flere maskintelegrafer stod strategisk placeret tværs over broen – i nydelig række fra bagbord til styrbord. Efter 20 års vragdykning i britiske vande står dette øjeblik stadig klart i min hukommelse, tydeligere end nogen anden dykkeoplevelse, jeg har haft.
Snart landede jeg på dækket på 130 meter, og lygten var stadig helt overflødig. I det naturlige lys fra overfladen så jeg, at maskintelegraferne på rad og række var enorme. Bare et kort øjeblik tidligere så de ud, som om de kunne være mellem tommel- og pegefinger på en modelbygger. Jeg var ikke klar over det endnu, men jeg havde netop indledt, hvad der skulle vise sig et være mit bedste vragdyk i britisk farvand!

Gearstang?
Broen er altid det bedste sted at være på vraget, uanset hvilket vrag der er tale om, eller hvor skipperen har ramt med sin vragline. Enhver teknisk dykker vil straks søge mod denne del af fartøjet for at udforske det.
Vi havde sandelig heldet med os denne dag på Transylvania. Vi behøvede ikke at spilde tid, for hele broen lå der i al sin uberørte pragt lige foran vores øjne. Over mig kunne jeg se dykkerteamet fra Dark Star på vej ned. Deres mørke silhuetter fremstod tydeligt mod lysstrålerne fra middagssolen deroppe.
Jeg tændte lygten for at kigge ind under nogle plader. De var faldet fra det øverste brodæk ned over den tidligere overdækkede del af broen. Det øverste brodæk var tydeligvis skvattet sammen, så det nu lå på samme niveau som hoveddækket. Det blev tydeligt, da jeg fik øje på en projektør, der havde siddet monteret på ydersiden af broen, men som nu lå helt forkert.
Lige ved siden projektøren så jeg fartøjets styreanordning. Det var et hydraulisk apparat i en konstruktion, som var helt ny for mig. Nedenfor på venstre side sad noget, som lignede en gearstang. Måske var den netop det, men jeg har ingen anelse om, hvad den har været anvendt til. Trædelene i selve rattet var rådnet væk for længe siden, men jeg lagde mærke til den lange rataksel. Den havde formodentlig passeret gennem et nathus af træ.
Transylvania havde sin storhedstid under de brølende 20’ere. Og her havde rorgængeren stået opret, mens han holdt øje med kompasset i nathuset. Og ganske rigtigt: Til højre for mig lå kompasset, der var faldet ud af sit ophæng, efter at træsokkelen var rådnet væk.
Min VR3-computer viste 131 meters dybde, og den anden side af displayet viste, hvordan dekotiden voksede for hvert minut. Men hvad fanden! Under et dyk på Transylvania er hvert sekund guld værd. Det spillede ingen rolle, hvor mange timers deko jeg ville blive nødt til at gennemføre. Jeg skulle nok blive hængende – om jeg så var nødt til at...