Stage eller sidemount
– hvad er forskellen?
Hvorfor skriver I ikke noget om sidemount i DYK? Spørgsmålet falder på en vragtur på Øresund med en blandet gruppe dykkere. Den glade dykker fortæller mig, at han netop har gennemført et PADI sidemount-kursus og – efter eget udsagn – har fået meget et bedre trim efter at have skiftet sin enkeltflaske på ryggen ud med to sidemonterede flasker. Jeg svarer, at vi skam allerede har skrevet om sidemount (se fx DYK maj/2011 eller www.dyk.dk), men at vi også arbejder på en mere tilbundsgående artikel – denne her.
Det interessante er, at dykkeren undervejs på turen har flere udstyrsproblemer end alle andre 11 dykkere på båden tilsammen. Og da jeg møder ham i vandet på vraget, kan jeg ikke lade være med at grine lidt. Hvis det ser sådan ud, når han har godt trim, så tør jeg ikke tænke på, hvordan det så ud, da hans trim var ringe …
Om sidemount-dillen er kommet for at blive, eller om den på længere sigt vil vise sig bare at være en lille blip på radaren, det er det for tidligt at spå om. Jeg har altid en naturlig skepsis over for den slags ”gammel vin på nye flasker”-idéer. Især hvis de er præget af udstyrsfabrikanternes og uddannelsesorganisationernes konstante stræben efter at skabe et behov, der ikke nødvendigvis findes. Eller at løse et problem, der ikke er et problem.
På den anden side skal man ikke være for konservativ, og man skal give ”nye” idéer en fair chance. Så jeg satte mig for at undersøge sidemount-fænomenet nærmere.
Historisk perspektiv
Lad os starte med af få begreberne lidt på plads. Sidemount-flasker bæres – som navnet antyder – i siden. Det samme gør stageflasker. Hvad er så forskellen? Det kræver lidt historie. Kigger man på huledykning, så er det ofte hulernes fysiske beskaffenhed og topografi, der dikterer valg af udstyr og metoder. I Florida er hulerne ofte store og dybe. De angribes som regel med trimix og teamorienteret dykning, da der ofte er plads til, at flere dykkere kan svømme side om side.
I England er hulerne lave og mudrede, desuden er de ofte smalle og kræver mange steder, at man kravler gennem tørre afsnit. Faktisk er mange af de ledende britiske huledykkere oprindeligt slet ikke dykkere. De er dry cavers, der blot betragter de vandfyldte passager som irritationsmomenter, som skal passeres. Den britiske brandmand Rick Stanton har rekorden i verdens længste huledyk (i Pozo Azul i Spanien – læs DYK marts/2011 eller på www.dyk.dk). Han har ikke engang et dykkercertifikat, og han ville aldrig drømme om at sætte sine ben på en båd.
Når huleudforskerne skulle klemme sig gennem smalle, ovesvømmede passager, var det lettest blot at gribe en flaske komprimeret luft med en regulator monteret og mere eller mindre holde flasken under armen. Det gjorde det nemmere at transportere flaskerne mellem sumpene, som de vandfyldte passager kaldes af hulefolket....
