Tæt på

For nogle år siden var jeg med på en uddannelsestur til Sørlandet i Norge sammen med godt 30 andre fra dykkerklubben. Vi var fem erfarne medlemmer, der på daværende tidspunkt var under uddannelse til CMAS***. Vores opgave på turen var at hjælpe klubbens instruktør med at gennemføre dykkene med de nye dykkere. Af dem var der ni nye medlemmer med på turen, som skulle uddanne sig til CMAS**. Resten af deltagerne havde forskellige erfarings- og uddannelsesniveauer.
Instruktøren var nogle dage i forvejen sejlet til Kristiansand med vores kutter sammen med andre af de mere erfarne dykkere. Meningen var, at denne fortrop skulle orientere sig i området ved at tjekke flere steder, hvor det kunne være godt at dykke med de nye. Da vi kom til vores hytter i Skottevik lige uden for Kristiansand et par dage senere, blev vi mødt af instruktøren og de andre fra fortroppen, som ivrigt fortalte os, at sigten var god, og at især vraget Seattle var suverænt. Instruktøren og de andre havde til vores store overraskelse dykket på vraget til godt 50 meter på luft. Det var helt tydeligt, at dykkerne i fortroppen skulle have prøvet sig selv af med flere dybe dekompressionsdyk, før vi andre mødte op.

Frygt
Efter en række dyk med diverse prøver for de nye i de mellemliggende dage, skulle de endeligt på sidste dag af uddannelsesturen have deres afsluttende prøve, nemlig dybdedykket. Aftenen inden mødtes vi som sædvanlig til en briefing hos instruktøren. Han gav udtryk for, at han syntes det gik fint for de fleste, men der var dog stadig en del af de nye under uddannelse, der burde arbejde mere med afbalanceringen osv. Derefter fortalte han os, at den efterfølgende dags dybdedyk skulle foregå på det store vrag Seattle, hvor alle skulle dykke til 30 meter i 25 minutter. Videre oplyste han os, at der var tale om et dekompressionsdyk, hvor alle par skulle stoppe på tre meter i fem minutter, før de gik til overfladen. Han begrundede dykket med, at vi erfarne dykkere således også fik noget ud af dykket, for ellers ville vi kun kunne opholde os på vraget i 20 minutter, hvilket var for kort tid efter hans mening.
Nervøsiteten hos eleverne var tydelig den efterfølgende morgen under morgenmaden. Vi erfarne medhjælpere havde også, når instruktøren ikke var til stede, diskuteret om det var forsvarligt at lade nye dykkere, der ikke helt havde styr på opdriften endnu, dykke på et vrag som Seattle. Der var dog trods alt tale om et vrag med en maksimaldybde på hele 70 meter. Under disse samtaler havde vi dog skudt tanken fra os, ved at argumentere overfor hinanden, at vores instruktør jo var erfaren, og derfor vidste, hvad han havde med at gøre. Han ville næppe uovervejet tage en sådan beslutning på alles vegne, da han ofte havde givet udtryk for hvor vigtige sikkerhedsreglerne var i vores klub. En anden psykologisk faktor, som ingen talte om, men som vi alle tænkte over var, at instruktøren samtidig var klubbens formand. Han var...