Tæt på

Som det sker så tit, var vi nogle stykker, der blev enige om at mødes til et fyraftensdyk ved Ammoniakhavnen i Lillebælt. Aftalen blev lavet på en klubaften, mens kompressoren stod og bankede flasker. Jeg havde selv begge mine tolvlitersflasker med til fyldning, men for én gangs skyld var det ikke mig selv, der fyldte dem.
Jeg spurgte min søn, som lige er blevet færdig med sit CMAS*, om han ville med på dykket, og det ville han selvfølgelig meget gerne.
Dagen oprandt, og jeg kom hjem fra arbejde kl. 17:30. I fællesskab fik vi hurtigt pakket vores udstyr. Flaskerne lå stadig i bilen efter klubaftenen. Vi skulle mødes kl. 19:00, så vi skyndte os af sted.
På arbejdet havde jeg tjekket vejr og strøm hos DMI, der sagde, at der var en knob strøm i bæltet – det skulle give nogen problemer.
Vel ankommet begyndte vi at gøre vores udstyr klar, og som den erfarne dykker – og som far – hjalp jeg selvfølgelig min søn. Da han var klar, kastede jeg min flaske og mit udstyr op på ryggen og vi gik ned til stranden. Igen stod jeg til rådighed for den uerfarne. Det kan være  lidt svært at få sine svømmefinner på, når man har flasker på ryggen og ikke er helt udvokset. Vi fik makkerline på og bøjen blev fastgjort. Drengen havde lygte og et håndspyd med, og jeg havde også en lygte.
Vi begyndte at gå baglæns ud, og på vejen kunne jeg godt mærke, at der ikke kun var en knobs strøm. Strømmen var nærmere tre-fire stykker. Men jeg vidste også, at strømmen på det lave vand ikke altid reflekterer strømmen ude ved kanten. Som det sidste, før vi dykkede ned, lavede jeg lige et makkertjek på sønnen og alt var ok.
Nul bar
Vi startede dykket, og der var meget strøm. Der var rigtig meget strøm. Jeg bragte min unge makker ud til kanten og efter et ok-tegn, gled vi ned på 15 meter. Strømmen blev ikke mindre voldsom, og jeg kunne konstatere, at sønnen var noget påvirket af forholdene. Jeg sørgede for at bremse ham, men kunne godt mærke, at han havde nok at gøre med at styre sit dyk, så jeg trak ham til mig og fik hjulpet ham med linen fra håndspyddet, som han var blevet viklet helt ind i. Jeg brugte min fulde koncentration om min unge og meget uerfarne makker. Jeg sørgede hele tiden for at styre dykket, bremse farten og bruge alle de kneb, erfaringen har lært mig.
Pludselig skete det utænkelige! Min vejrtrækning blev tungere og få åndedrag senere havde jeg ikke mere luft. Inden dykket havde jeg tjekket alt – undtagen mig selv. Jeg havde i stedet været 100 % koncentreret om min makker. Det viste sig, at jeg havde startet dykket med en næsten tom flaske. Nu havde jeg nul bar på 16 meters dybde.
Der var ikke låg på i form af et obligatorisk dekompressionsstop, så jeg kunne have lavet en hurtig opstigning, men jeg havde en uerfaren makker med, som jeg ikke ville efterlade. Hurtig steg jeg to-tre meter op over kanten. Det frigav luft nok til en vejrtrækning mere, og det gav mig tid til at tage fat i mellemlinen og med et...