Tæt på

Jan og jeg havde arrangeret et fyraftensdyk på Sinne Nordfisk, et fint lille vrag, der ligger midt i Øresund på ca. 24 meter. På turen deltog desuden tre andre dykkere fra klubben, samt to gæster, Michael og Claus. Michael og jeg havde sammen taget certifikat til vores nye Megalodon-rebreathere kort tid forinden.
Vi sejlede fra Rungsted Havn ved 16:30 tiden. Det var optimalt dykkevejr denne forårsdag. På vej ud til dykkestedet opdagede jeg, at der var en hul i min tørdragt. Det var formentlig opstået mens vi pakkede båden. Shit – alt det besvær, og ingen dykning! Jan havde imidlertid en dragt, jeg kunne passe, så vi aftalte, at han dykkede på første hold, hvorefter vi byttede dragt, så jeg kunne dykke i hans dragt.
Som følge af denne plan, var der mange forberedelser, før jeg kunne dykke, og jeg kom langt bagud i forhold til mine makkere. Jeg glemte at foretage de tjek af rebreatheren, der skal udføres umiddelbart før dykket. Jeg hoppede i, og dykkede ned sammen med Michael og Claus. Den automatiske diluentventil (ADV) virkede fint under neddykningen og den tilførte diluent til loopet som den skulle. Ved ankomst til bunden bemærkede jeg, at pO² var noget lavt. Jeg trykkede på oxygenknappen, og der kom et tydeligt pust. Herefter stillede jeg set point til 1,3. Jeg bemærkede, at jeg havde fået deaktiveret lyset i håndsættet, og havde lidt svært ved at aflæse displayet. Jeg tænkte: Nå – det ordner vi lige om lidt. Endelig var stropperne til mine counterlungs ikke sat på. Jeg fedtede lidt med dem, men endte med at kalde Michael til mig, og fik ham til at sætte dem på. Herefter gav vi ok-tegn.
 
Bail out!
På dette tidspunkt blev tingene noget uklare. Nogle ting mener jeg at huske tydeligt, mens andre erindringer er meget tågede. Jeg husker svagt at have bemærket, at pO² fortsat var lavt – Head Up Display’et på masken blinkede rødt. Jeg kunne ikke se tallene på mit håndsæt, så jeg prøvede at lyse på det med lygten, men opgav og satte lygten på plads igen. Samtidig fulgte jeg efter mine makkere op langs boven på vraget til dækket. Jeg bemærkede nogle flotte anemoner på vraget. Da vi lå over dækket, trak jeg pludselig og uden varsel, nogle hurtige dybe vejrtrækninger. Jeg husker, at jeg tænkte: bail out! Men jeg nåede det ikke... I stedet blev det black out.
Det næste jeg husker er brudstykker fra båden, helikopteren og ankomsten til Rigshospitalet. Først nogen tid efter var min hukommelse nogenlunde intakt. Efter halvandet døgns observation, blev jeg udskrevet uden følgevirkninger.

Jan fortæller...
Min makker og jeg havde et fint, langt dyk. Da vi var tilbage på båden, byttede jeg dragt med Christian og hjalp ham med at gøre sig klar. Da Christian havde brugt tid på at skifte dragt, var han længere om at blive klar, end hans to makkere. Michael og Claus hoppede i og ventede på Christian i vandet. Han blev dog hurtigt klar – overraskende hurtigt, tænkte jeg...