Tuna-Hästberg

Flere af de genstande, som minearbejderne har efterladt, ligger stadig tilbage. Man har blandt andet fundet to malmvogne, og den ene kan stadig rulle på sine skinner. De gamle bygningskonstruktioner står der endnu, og værktøjet ligger på arbejdspladserne. Armaturer og pærer sidder tilbage – det hele er på plads. Konstruktioner som gangbroer, trapper og hegn med låger er velbevaret i det iltfattige vand – fuldstændig som de stod, da minen blev lukket. Man kan svømme ind i det 50 år gamle elektriske kontrolrum, hvorfra tipvognsbanen har været styret og finde glødelamper siddende i fatningerne oppe under taget. Emaljeskilte på dørene fortæller nøjagtig, hvor man er. I en fjern del af minen findes en fornemt velbevaret pumpestation fra 1800-tallet. Så vidt vides, er det den eneste af sin slags, der eksisterer i dag.
Det er en meget speciel fornemmelse af dykke her. Det kan sammenlignes med  følelsen af vragdykning jævnført med naturdykning. Der er tusindvis af genstande og tegn på menneskelig aktivitet. Mange er hundrede år gamle, så derfor bliver hvert dyk en ny og fængslende oplevelse – en rejse tilbage gennem historien til fjerne tider dengang, minen var en del af det levende samfund rundt omkring sig.
Der er trukket mere end fire kilometer permanente liner i minen i dag, men de dækker kun en lille del af det, som findes at udforske. Linerne danner et netværk af faste markeringer, og alle nye liner dokumenteres omhyggeligt, og det hele gemmes digitalt. Dykningen strækker sig over et bredt spænd fra lave oplevelsesdyk, hvor man ikke forlader lyszonen, til dybe og lange udforskninger med undervandsscooter og omhyggelig planlagt dekompression. Så vidt vides, er den maksimale dybde omtrent 400 meter!

I drift siden 1400-tallet
Minedriften i Tuna-Hästberg har fundet sted meget længe. De første dokumenter stammer fra tidligt i 1400-tallet, hvor minerne blev drevet i lille skala af grundejerne selv. Malmen i Tuna-Hästberg er jernmalm, der er rig på mangan. Brydningen i fuld skala startede i 1800-tallet. Først i 1900-tallet nåede minen sin nuværende størrelse. Den strækker sig under mere end 47 hektars jordoverflade.
Brydningen fortsatte til 1968, hvor minen blev lukket. Ligesom i alle andre forladte miner begyndte grundvandet snart at stige. Indtil da havde lænsepumper konstant været i gang for at transportere vandet væk. I dag er minen næsten helt vandfyldt. Vandniveauet ligger 85 meter under jordoverfladen. Den laveste tørre niveau er på 80 meters dybde. Minens værdifulde malmbeholdning lå i 35-45 graders hældning, hvilket afspejles i den måde, minegangene er trukket. Mange passager hælder i underlige vinkler. Dybere nede flader de ud for at nå maksimumdybden 400 meter – desværre foreløbig  utilgængelig for dykkere. Men det gør heldigvis ikke så meget – der er mere end ti kilometer vandfyldte tunneler at udforske på nitrox-dybder.

Kort dyk smagte af mere
...